Den gode begyndelse
At være ny i en golfklub kan være svært uanset om man er ung
eller gammel. Det er selvfølgelig essentielt, at det nye medlem
føler sig velkommen og bliver modtaget med åbne arme. Der skal være
nogen til at modtage ham eller hende og til at besvare spørgsmål og
guide det nye medlem gennem en måske helt ny kultur.
I nogle golfklubber er det begynderudvalget, som tager imod
klubbens nye juniorer, mens det andre steder er klubbens
juniorudvalg. Hvis klubben vælger at lade begynderudvalget modtage
klubbens nye juniorer, så er det vigtigt, at formen og materialet
er målrettet juniorer, og at de fra begyndelsen bliver en del af
juniormiljøet.
Giv juniorerne spilleglæde
Undersøgelser viser, at af de golfspillere som melder sig ud, er
1/3 ikke kommet igennem de krav, der stilles for at kunne spille på
den store bane. Altså må man fra juniorudvalgets side bestræbe sig
på, at gøre vejen til spil på stor bane med venner og veninder så
hurtig og kort som mulig, på en ansvarlig måde.
DGU anbefaler, at overgangen til spil på stor bane gøres kortere
ved, at juniorspilleren begynder spil på stor bane fra 100 meter
mærket. Herefter kan vejen mod backtee gå gennem spil fra 150 meter
mærket, rød tee osv. Ved at lade dem spille på den store bane fra
f. eks. 100 meter mærket betyder, at juniorspilleren hurtigt kommer
på stor bane og kan følge det naturlige flow på banen.
Samtidig vil spil på stor bane øge motivationen hos den enkelte
og lysten til at udvikle sig vil være endnu større.
DGU anbefaler, at klubben anvender materialet Rundt på banen -
golf for juniorer til arbejdet med at få juniorerne godt i gang.
Bestil den ved at henvende dig på info@dgu.org.
Tag udgangspunkt i det sociale aspekt
Det sociale element bør vægtes højt. Det er vigtigt, at børn og
unge føler en tilknytning til det miljø, de befinder sig i. DGU
anbefaler derfor, at træning tager udgangspunkt i det sociale
aspekt, og i det hele taget bliver et omdrejningspunkt for arbejdet
med juniorerne.
Du kan få gode ideer til sociale aktiviteter her på
hjemmesiden under Trivselsmiljø.