KlubNyt:
Tænk hvis du var skyld i, at golfklubbens juniorer kom gratis til Club La Santa…
16. februar 2012
Ref:
Danmarks Idræts-Forbund og Dansk golf Union har netop søsat en
kampagne, der sætter fokus på det sociale fællesskab på ungdomshold
med udøvere i alderen 13-17 år.
Hvem har Danmarks bedste sammenhold? Det spørgsmål har Danmarks
Idræts-Forbund (DIF) sat sig for at besvare i kampagnen 'WE'. Og
vinderholdet ryger helt gratis på træningslejr til Club La
Santa.
Tendensen er desværre, at 20 procent af alle børn forsvinder fra
foreninger under DIF, når de bliver teenagere. Årsagerne er blandt
andet konkurrenceræs, mistrivsel og mobning. Det vil Danmarks
Idræts-Forbund i samarbejde med blandt andet Dansk Golf Union lave
om på. Men vi kan ikke gøre det uden trænerne i din forening. Det
er nemlig ude på holdene i de lokale foreninger, at forandringerne
sker.
Skidt med om holdet sommetider taber og ikke altid får hængt
guldmedaljer om halsen. Vinderne er dem, der har det sjovt sammen
og elsker at komme til træning, fordi de har Danmarks sejeste
holdkammerater.
KAMPAGNEPAKKEN
Som træner eller leder kan du bestille en kampagnepakke kvit og
frit på www.facebook.com/WeNotMe.dk. I pakken finder I svedbånd til
alle på ungdomsholdet, 'DIF's uautoriserede trænerguide til go'
karma på ungdomsholdet' og forældrefoldere med bud på, hvordan man
som forældre bedst bakker op om sine teenageres
idrætsdeltagelse.
KONKURRENCEN
Hvis et af ungdomsholdene i din forening har Danmarks bedste
sammenhold, så sender Danmarks Idræts-Forbund holdet til Club La
Santa på træningslejr. Men først skal I deltage i konkurrencen. Det
sker ved at gå ind på www.facebook.com/WeNotMe.dk og uploade et
foto eller en kort film, som på kreativ facon viser, hvorfor I har
Danmarks bedste sammenhold.
Vi siger 'WE not me' - for det handler om fællesskabet.