Årets ParaGolfspiller 2017

Foto: Jesper Hvid

Årets ParaGolf-spiller kåret i forbindelse med DM i ParaGolf

22/09 - 2017 | Henriette Krøyer

Dansk Golf Union og ParaSport Danmark har indstiftet en særlig pris - "Årets ParaGolf-spiller" som nu er uddelt for første gang.

Alle registrerede spillere, paragolftrænere m.fl. har haft mulighed for at nominere en spiller som har udmærket sig på særlig vis - enten ved fremragende spil, ukuelig viljestyrke, godt kammeratskab eller lignende evner. På baggrund af nomineringerne har Parasport Danmarks golfudvalg besluttet at prisen skulle tildeles Niels Bloch Hansen fra Nordborg Golfklub.

Niels fik for mindre end et år siden diagnosen ondartet knoglekræft i overarmen. For at redde hans liv fik han amputeret armen helt oppe i skulderleddet og efter få uger genoptog han på helt nye betingelser golftræningen og har idag spillet sig ned i et hcp. på omkring 20. Niels var en af de bærende spillere på vores stablefordhold som vandt Nations Cup i Portugal.

Udover et diplom fulgte et lækkert regnsæt fra DGU´s tøjsponsor - Abacus.