Årets Paragolfspiller har et mål!

27/09 - 2018 | Henriette Krøyer

Parasport Danmark og Dansk Golf Union præsenterede i 2017 en ny form for anerkendelse indenfor dansk ParaGolf - "Årets ParaGolf-spiller".  Alle vore paragolf-spillere og trænere kan indstille kandidater til prisen, og i år var der igen én spiller som har præsteret noget ud over det sædvanlige og blev er klar vinder. 

Efter at have levet og kæmpet med sygdommen dissemineret sclerose i snart 40 år, besluttede Erik Kolmos at han skulle nå at spille samtlige Danmarks mere end 180 golfbaner, inden sygdommen satte en stopper for hans golfspil. Erik mangler nu kun ca. 30 baner og han har på sin turné rundt i landet været en fortræffelig ambassadør for ParaGolf. Han har gjort strålende reklame for golf som en sport for alle og han er et levende bevis på at Dansk Golf Unions seneste slogan "Golf gavner" er mere end bare et slogan. Hør Erik fortælle i videoen hvordan golfspillet hjælper både på humøret og kræfterne.

Et stort tillykke til Erik og fortsat rigtig god tur!

 

I 2017 tilfaldt æren Niels Bloch Hansen fra Nordborg GK. Niels præsterede 9 måneder efter konstatering af ondartet kræft i den ene arm - og deraf følgende amputation - at vende tilbage til golf. Han kvalificerede sig endda til det danske Nations Cuphold som vandt årets Europæiske stableford-mesterskab - en beundringsværdig præstation!