20 dage til Juniorugen – Alle kan stadig nå at være med

18/07 - 2018 | Henriette Krøyer

Er jeres klub tilmeldt Juniorugen?

Alle klubber kan deltage og det behøver ikke være hele ugen eller med et stort arrangement.  F.eks. kan en klub vælge at invitere sine nuværende juniores venner og veninder ind i golfklubben til en allerede planlagte juniortræning, eller man kan afholde en generationsdag hvor hele familien kan deltage. Dette kan være medvirkende til at skabe nogle feriedage fyldt med sjove oplevelser med golf. Man kan arrangere én dag, to dage eller flere dage – klubben bestemmer selv, hvad der er ressourcer til.

Ved tilmelding til juniorugen, uddeles i samarbejde med C MORE GOLF, PRO Golf scandinavia og Kræftens Bekæmpelse gavekort til alle frivillige samt goodiebags til deltagerne, som indeholder bl.a. sjove bolde, tees, en sej kasket og klistermærker. Vi håber at se jer alle i uge 32 til en sjov og legende junioruge.

 

Tilmeld jer Juniorugen her.

Tjek om jeres klub allerede er tilmeldt Juniorugen her.      

 

Det behøver ikke at være tidskrævende at være en del af juniorugen, da den enkelte klub selv bestemmer antallet af dage og aktiviteter der gennemføres. Dansk Golf Union vil være behjælpelig med konkret vejledning og materialer til klubberne. Vi har udarbejdet en let anvendelig guide til klubberne og frivillige, der blandt andet indeholder et inspirationskatalog med mulige aktiviteter, konkrete skabeloner og materialer der let kan anvendes direkte i planlægningen af det praktiske under juniorugen. På denne måde kan trænere samt frivilliges energi bruges i relation til de børn og unge som deltager.

 

”Over halvdelen af alle dem der kommer, melder sig ind” – siger Thomas Larsen, Pro i Korsør Golfklub.

 

Korsør Golfklub afholdte 3 Junioruge-dage i 2017. Alle børn og unge som havde lyst til at prøve golf i deres sommerferie var velkomne. Dagene blev brugt på introduktion til golfsporten om formiddagen, hvor den om eftermiddagen stod på lege og sociale aktiviteter. Det gav 13 nye juniormedlemmer.

Læs mere om deres erfaringer med juniorugen sidste år her.

 

Mere om Juniorugen

Juniorugen foregår i uge 32 og det er et landsdækkende koncept, hvor de danske golfklubber tilbyder børn og unge at komme og prøve golfsporten og opleve livet i en golfklub. Golf er en sport der skaber glæde, venskaber og gode oplevelser på tværs af generationer.

Læs eventuelt mere her.