Bestyrelsesarbejde

18/01 - 2017 |

 

SKAL

  • Klubben er en demokratisk forening og skal være stiftet ved en stiftende generalforsamling, hvor klubbens vedtægter er vedtaget.

  • Reglerne for medlemsskab af DGU, herunder Danmarks Idrætsforbund, skal efterleves.

  • Lovpligtige forsikringer skal være tegnet. DGU og DIF har indgået kollektive forsikringsaftaler på enkelte områder.

  • Momsreglerne for almennyttige foreninger, herunder klubbens eventuelle leje - og administrationsaftaler, skal overholdes.

  • Dokumenter adgang til lejede baneanlæg ved skriftlige lejekontrakter, som ikke må være i strid med DIF's og DGU's regelsæt og momslovgivningen.

  • Vedtægter og aftaler skal følge de gældende regler på skatteområdet for foreninger.

  • Børneattester skal indhentes på alle ansatte eller frivillige, som har kontakt med børn under 15 år.

  • Klubben skal sørge for at overholde gældende GDPR-regler.

 

BØR

  • Der bør være en klar mission og vision for klubben. Der bør være en tydelig og forståelig strategi for det arbejde, der skal gøres for at nå de kortsigtede og langsigtede mål.

  • En forretningsorden for bestyrelsens arbejde bør udarbejdes.

  • Der bør udarbejdes og nedskrives forretningsgange for hvert enkelt arbejdsområde. Dette sikrer kontinuitet i arbejdet, når en medarbejder fratræder.

  • Bestyrelsen bør tage stilling til, hvordan klubben organiseres i udvalg og i forhold til ledelse af ansatte og frivillige.

  • Klubben bør sikre sig, at medarbejdere i klubben har de rette kompetencer.

  • Klubben bør udarbejde kommisorium for de enkelte udvalg.

  • Klubben bør udarbejde jobbeskrivelser for de frivillige.

  • Der bør udvikles anvisninger og målsætninger til god ledelse og godt samarbejde, samt laves en plan for implementering og evaluering af disse.

  • Klubben bør udarbejde et årshjul som værktøj til planlægning af bestyrelsens/klubbens arbejde gennem året.

  • Klubbens drift bør tilrettelægges således, at der jævnligt afholdes møder mellem de forskellige forretningsenheder (f.eks. klub, restaurant, pro, greenkeepere osv.), så alle parter bidrager til at indfri de forventninger, begyndere, medlemmer og greenfeegæster har til golfklubben.

  • Klubben bør søge tilskud f.eks. via folkeoplysningsloven.

  • Klubben bør gøre deres indflydelse gældende i forhold til kommunens idrætsråd og folkeoplysningsudvalg.

  • Navne på klubbens nøglepersoner bør løbende ajourføres i klubbens administrative system. Data bruges af DGU til direkte kontakt med de enkelte udvalgskategorier og bestyrelsesmedlemmer, således at DGU kan målrette sin kommunikation langt bedre.

  • Klubben bør overveje de økonomiske konsekvenser af at indgå i forskellige rabatordninger.

  • Bestyrelsen bør indhente en generel rådgivning inden eventuelle aftaler bliver drøftet og indgået mellem klub og baneejer.

  • Klubben kan indgå en administrationsaftale med en baneejer. Klubben bør i den forbindelse søge rådgivning hos DGU.

  • Der bør løbende gennemføres undersøgelser blandt golfklubbens medlemmer og greenfeegæster, hvor der spørges ind til deres oplevelser og tilfredshed med golfklubben. Her anbefales analyseværktøjet "Golfspilleren i Centrum".

  • Klubben bør iværksætte undersøgelser, som kortlægger årsager til udmeldelse af golfklubben eller overgang til passivt medlemskab. Her anbefales analyseværktøjet "Golfspilleren i Centrum".

  • Klubben bør benytte sig af DGU's BI-system (Business Intelligence).

  • Klubben bør hvert år deltage på Dansk Golf Unions repræsentantskabsmøde og et regionalmøde.

  • Bestyrelsen bør tegne en bestyrelsesansvarsforsikring for at sikre sig bedst muligt.

  • Når der opstår konflikter i klubben, f.eks. i forbindelse med etikette og regelbrud, bør bestyrelsen følge DGU's vejledning: "Disciplinærsager i golfklubberne"" samt DIF's pjece om eksklusion "Eksklusion fra DIF-foreninger", for at undgå procedurefejl og for at sikre, at alle bliver hørt forud for en evt. beslutning.

  • Bestyrelsen bør udarbejde en indkøbspolitik og undersøge muligheden for at indgå i relevante indkøbsaftaler.

  • Klubben bør ansætte personale med relevant faglig uddannelse f.eks Akademiuddannelsen i golfmanagment, Greenkeeperuddannelsen og DGU/PGA's træneruddannelse.

  • Klubben bør have en hjertestarter og sikre, at relevante personer for kursus i brug af denne.

  • Klubben bør udarbejde en personalepolitik, der bl.a. tager stilling til krænkende handlinger som mobning, seksuel chikane og andre måder, som krænkelser kan forekomme på.

  • Bestyrelsen bør udarbejde en kompetenceprofil for den samlede bestyrelse, der matcher de opgaver, der skal løses.

 

EN GOD IDÈ

  • Det er en god idé, at golfklubben udarbejder en strategi for rekruttering og fastholdelse af frivillige.

  • Det er en god idé, at bestyrelsen i sin aftale med restauratøren aftaler rammerne for klubbens sociale liv.

  • Det er en god idé, at klubben indgår i regionale og nationale ERFA-grupper, hvor der udveksles erfaringer og 'best practice'.

  • Det er en god idé, at bestyrelse, ansatte og frivillige tilbydes efteruddannelse.

  • Det er en god idé, at klubben ved større investeringer rådgiver sig med revisor, bank eller anden økonomisk rådgiver.