Club Car tegner nyt sponsorat med Dansk Golf Union

02/03 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Verdens største producent af golfbuggies bliver sponsor for Danmarksturneringen for seniorer, veteraner og superveteraner, samt senior- og veteranranglisterne.

Det er sikret med en ny aftale, som er indgået for 2020-sæsonen.

- I Club Car er vi stolte af, at vi i år opgraderer det gode samarbejde, vi har med DGU, og bliver titelsponsor for ranglister og danmarksturnering for seniorer og veteraner i 2020, udtaler Peter E. Jespersen, der er direktør for Club Car i Danmark.

Han slår fast, at for Club Car giver det god mening at bakke op om sundhed og livskvalitet som kerneværdier i golfsporten. Virksomheden ønsker også at bruge samarbejdet til at gøre opmærksom på fordelene ved at køre i buggy.

- For mange seniorer betyder det utroligt meget at kunne fastholde at være aktive i en golfklub. Det handler både om at kunne holde sig fysisk aktiv, men også om at være en del af et hyggeligt socialt fællesskab. Her kan det at køre i en buggy være en hjælp, når fysikken begynder at svigte, fortsætter Peter E. Jespersen.

Også i Dansk Golf Union er man begejstret for den nye aftale.

- Det er godt for Dansk Golf Union at samarbejde med en af de store aktører i golfbranchen. Det viser, at man som stort firma kan se fordelen i at bruge os som sparringspartner for at få sit brand ud og nå sine salgsmål, lyder det fra Jesper Skotte, der er salgsdirektør i Dansk Golf Union.

Aftalen mellem Dansk Golf Union og Club Car gælder indtil videre for et år, men begge parter forventer at forlænge samarbejdet.

Finalespillet i Danmarksturneringen for seniorer, veteraner og superveteraner bliver spillet på H.C. Andersen Golf i Bogense den anden weekend i september.

Seniortouren slutter den sidste weekend i september i Ledreborg Palace Golf Club.

 

Kontakt:

Peter E. Jespersen: 20 92 82 77

Jesper Skotte: 30 50 26 85