Corona påvirke eleverne på greenkeeperuddannelsen og golfklubberne

03/02 - 2021 |

Coronasituationen påvirker nu greenkeeper-eleverne på uddannelsens hovedforløb og deres mestre ude i golfklubberne. 

De to skoler, der har greenkeeper-uddannelsen, er i øjeblikket udfordret med at få gennemført den del af undervisningen, der kræver fysisk tilstedeværelse på skolerne. Al undervisning foregår i øjeblikket online, men i visse fag kan online-undervisning ikke gennemføres. Det går ud over de elever, der er på hovedforløb i øjeblikket. 

Eleverne vil under de nuværende omstændigheder ikke kunne opnå de målsatte færdigheder, men skolerne har heldigvis løsninger til, hvordan de individuelt sikrer at eleverne opnår dette. For at kunne sikre en ordentlig uddannelse for de berørte elever, er skolerne nødsaget til at sende eleverne tilbage til deres mestre før tid og indkalde de samme elever til den resterende undervisning på et senere tidspunkt. Dette senere tidspunkt vil variere fra skole til skole, men vi kommer nok ikke udenom, at det kan forekomme i højsæsonen, hvor travlheden på golfbanerne er størst.

Dansk Golf Union har været i dialog med skolerne og kender således problematikken og støtter op om at skolerne individuelt laver nye planer for de elever, der bliver ramt af manglende undervisning og appellerer til at deres mestre vil støtte op om den enkelte skoles plan for eleven, også selvom det vil kræve at de først kommer på skolebænken, når ministeriet åbner op for erhvervsskolerne igen. 

Skolerne vil kontakte de mestre, der vil blive berørt, og vi håber at der bakkes op om skolernes løsninger, så eleverne kan få den bedste uddannelse under disse udfordrende omstændigheder.