Danmarks trup til damernes EM er udtaget

31/08 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Dansk Golf Union har netop udtaget de fire damespillere, der skal repræsentere Danmark ved EM for damehold, som spilles på Upsala GC i Sverige.

De fire spillere er: 

Sofie Kibsgaard, Morsø Golfklub 

Amalie Leth-Nissen, Hjortespring Golfklub 

Cecilie Finne-Ipsen, Hjortespring Golfklub 

Smilla Tarning Sønderby, Horsens Golfklub

Turneringen finder sted fra den 9. til den 12. september og spilles i reduceret format på grund af coronarestriktioner.

Hver nation stiller med fire spillere mod normalt seks, slutrunden afvikles over fire dage mod normalt fem, og nogle stærke nationer har meldt afbud.

- Normalt går vi efter top-8 som en acceptabel målsætning, men i denne specielle situation, hvor de britiske hold ikke deltager så ser vi os selv som et top-5 hold, der gerne vil i kvartfinalen for at spille med om medaljerne, siger Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Den regerende danmarksmester i slagspil, Sofie Kibsgaard, og Cecilie Finne-Ipsen er rutinerede kræfter, der var med til at vinde EM-bronze i 2018. Smilla Tarning Sønderby og 15-årige Amalie Leth-Nissen er yngre kræfter.

Især Amalie Leth-Nissen har bevist, at hun sagtens kan spille med hos damerne, selvom hun aldersmæssigt hører hjemme i pigerækkerne. Således er hun som eneste dansker allerede blandt de 50 højest rangerende amatørspillere i verden.

Landstræner Thomas Poulsen rejser med holdet til Upsala.

 

Kontakt

Claus Mølholm, 28 89 51 39