Dansk Golf Union tegner sponsoraftale med Dormy

02/02 - 2021 | Claus Rødgaard Thomsen

Dormy Golf har indgået et samarbejde med Dansk Golf Union der betyder, at DGU Elite Tour fremover kommer til at hedder Dormy Elite Tour.

Den svenske forhandler af udstyr og tøj til golfspillere har indtil videre tegnet en aftale, der gælder hele 2021, men som lægger op til en forlængelse, når sæsonen er ovre.

- Vi er rigtig glade for aftalen. Vores Elite Tour er en vigtig mulighed for vores bedste amatører til at konkurrere på et højt niveau, hvilket er helt afgørende for deres muligheder for at nå et internationalt niveau. Det er en god nyhed for os, at Dormy ønsker at støtte op om touren, siger Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union.

Dormy Elite Tour er en landsdækkende turnering for unge spillere på eliteniveau. Der spilles i fire rækker (damer, herrer, piger og drenge) og der spilles fire afdelinger henover sæsonen på forskellige baner i Danmark. 

En lang række af Danmarks allerbedste spillere har finpudset deres færdigheder på Elite Tour.

- Det føles som om, at dansk golf har mange spændende år foran sig med spillere som Rasmus Højgaard og Emily Pedersen i spidsen. Vi tror, at mange unge spillere vil blive inspireret af dem. Derfor vil vi gerne støtte DGU’s satsning på at skabe nye stjerner gennem Dormy Elite Tour. For os er det en perfekt måde at synliggøre Dormy som brand overfor danske golfspillere. Også selvom det måske indhenter os engang, når en dansker vinder en major i omspil mod en svensker, siger Tobias Bergman, markedsføringschef i Dormy.

Dormy har sit udspring i Örebro, Sverige. Den kun godt 25 år gamle virksomhed udvidede i 2018 fra Sverige og ud i de øvrige nordiske lande.

 

Kontakt: 

Morten Backhausen 20 45 93 23

Tobias Bergman 00 46 70-375 15 43