Dansk Golf Unions kommunikationschef fratræder

29/08 - 2018 | Henriette Krøyer

Dansk Golf Union går igennem en tid med en strammere økonomi og har været nødsaget til at reducere på sine omkostninger. Som en konsekvens af dette fratræder kommunikationschef Jesper Jürgensen sin stilling med udgangen af september.

Et af Jespers konkrete initiativer har været arbejdet med en forbedring af golfsportens omdømme gennem kampagnen "Golf gavner". Det arbejde har været en stor succes og vil blive fortsat af DGU’s udviklingsafdeling. Jesper har også lykkedes med at igangsætte et strategisk samarbejde med Diabetesforeningen, hvor klubber har lanceret golfhold for diabetikere og deres pårørende.

 

- Jesper Jürgensen har ydet en stor indsats for Dansk Golf Union, og det er lykkedes ham i højere grad at synliggøre golfsporten og skabe en rød tråd i DGU's kommunikation. Jeg vil gerne takke Jesper for et stort arbejde og ønske ham al mulig held og lykke, siger direktør i Dansk Golf Union, Morten Backhausen.

 

Arbejdet med omdømmeprojektet “Golf gavner” og Golf og Diabetes-projektet vil fremadrettet blive videreført af udviklingskonsulent Thomas Rovsing Lauritzen.  

Claus Rødgaard Thomsen, redaktør af Dansk Golf/Golf.dk overtager funktionen som pressechef og vil fremadrettet også have ansvar for det opsøgende pressearbejde.

 

Kontakt

Morten Backhausen
Direktør

Tlf. 2045 9323