De bedste golfspillere har OL-feber

10/06 - 2016 | Dansk Golf Union

Danmarks allerbedste golfspillere kan ikke vente med at tage til Rio de Janeiro og repræsentere landet ved OL.

Det blev slået fast med syvtommersøm, da fire af de førende OL-kandidater, nemlig topspillerne Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen, Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen deltog i et pressemøde på Islands Brygge tidligere i dag.

- Det er en mulighed, som vi aldrig havde troet, vi ville få. Jeg synes, at VM i fodbold, Ryder Cup og OL er det største, der findes i sportskalenderen, sagde Søren Kjeldsen. Dansk topgolf er inde i en periode med flotte resultater. Det er normalt, at Danmark har flere repræsentanter med ved golfens store traditionsturneringer, de såkaldte majors.

Derfor er det også naturligt, at vi har fire golfspillere med ved OL. Chancen for ædelt metal ved OL er så absolut til stede.

- Søren og jeg har begge spillet godt i store turneringer og OL er noget af det største. Der er gode muligheder, sagde Thorbjørn Olesen.

Topgolf er en ekstremt konkurrencepræget verden, hvor spillerne kæmper mod både sig selv og modstanderne. At være en del af det danske OL-kontingent vil gøre oplevelsen i Brasilien til noget helt særligt.

- Oplevelsen vil nok være noget større end ved de turneringer, vi plejer at spille, sagde Emily Kristine Pedersen.

Nicole Broch Larsen var desværre ikke i stand til at deltage på pressemødet, da hun er i USA for at spille Major turneringen KPMG PGA Championship.

Som den klart højest rangerende dansker på kvindernes rangliste er hun ellers så godt som sikker på en plads ved OL, hvor Danmark kommer til at stille med i alt to kvinder og to mænd. Den endelige udtagelse finder sted den 11. juli.

- OL-feltet med kun 60 deltagere og begrænsningen på, hvor mange fra hvert land, der må deltage, betyder, at turneringen styrkemæssigt ikke kan sammenlignes med golfens Majors. Muligheden for et dansk topresultat vil derfor være en smule større, såfremt spillerne "rammer ugen". Både Kjeldsen og Olesen har tidligere opnået 6. pladser i hhv. US PGA og US Masters, og det endelige OL-hold vil bestå af mindst tre nylige vindere fra European Tours, udtaler Claus Mølholm, elitechef i Dansk Golf Union

Pressemødet var en festlig anledning, hvor der også blev slået med vandopløselige bolde efter et mål, som var sat ud i vandet.

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik deltog i såvel den formelle del af pressemødet som den uofficielle del. Han havde medbragt egne køller, men havde ikke helt samme held som profferne med at ramme den flydende green.

 

OL pressemateriale (Ipaper)

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union, telefon 20 45 93 23

Claus Mølholm, sportchef i Dansk Golf Union, telefon 28 89 51 39

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer