Den Gyldne Golfbold til Emily Pedersen

24/05 - 2021 | Claus Rødgaard Thomsen

Den professionelle golfspiller Emily Pedersen fik mandag overrakt Sportsjournalisternes Gyldne Golfbold 2020 som et bevis på årets danske golfpræstation. 

Den 25-årige Emily Pedersen får den corona-forsinkede pris for årets danske golfpræstation efter en imponerende 2020-sæson. En sæson, der kulminerede, da hun i december kunne lade sig krone som vinder af ranglisten på Ladies European Tour som den første dansker siden Iben Tinning i 2005. Emily Pedersen vandt i sæsonen fire individuelle sejre og blev - naturligvis - også kåret som årets spiller på kvindernes europatour. 

Og nu har Emily Pedersen altså fået sit navn på den Gyldne Golfbold for anden gang i karrieren. 

Overrækkelsen fandt sted i Holstebro Golfklub.

- Det er en stor ære at modtage prisen. Det er fedt at have vundet den som amatør og som professionel, især fordi dansk golf bare vokser og vokser. Dansk Golf Union har virkelig været med til at skabe en udvikling hos vores elitespillere. Der er mange om budet, og derfor er det også fedt at kunne vinde den igen, siger Emily Pedersen, der også vandt prisen som amatør i 2013. 

Historien om Emily Pedersens fantastiske sæson er også fortællingen om en golfspiller, som i 2018 og 2019 befandt sig i en større formkrise. Hun mistede spillerettighederne på LPGA Touren i USA og vendte hjem til Europa for at “starte forfra”. 

- Det betyder også noget for mig, at det her sker efter et par år, hvor jeg har kæmpet. At det, jeg har gjort, så kan blive kåret til årets danske golfpræstation, er et tegn på, jeg er på toppen igen, siger Emily Pedersen. 

Emily Pedersen genfandt i 2020 troen på egne evner og leverede en en lang kontinuerlig stribe af store resultater. Hun tangerede det bedste danske resultat nogensinde på LPGA Tour med en 2.-plads ved Scottish Open, opnåede karrierens bedste resultat i en major med en 11.-plads ved British Open og missede kun et enkelt cut i 2020. Samtidig blev hun den første dansker nogensinde til at vinde fire sejre på en World Tour i en enkelt sæson. 

Emily Pedersen vandt faktisk hele fem sejre (inklusive en sejr i en holdturnering) på europatouren i blot 12 starter, og diskede op med en nærmest uhyggelig sæsonafslutning med tre individuelle triumfer på stribe. 

Dansk golf oplevede endnu en god sæson i 2020, og selv om spillere som Rasmus Højgaard og Joachim B. Hansen udgjorde et par stærke kandidater til prisen, var Emily Pedersens formidable sæson umulig at overse, da Sportsjournalisternes Golf Klub skulle kåre årets danske golfpræstation.   

Formanden for Sportsjournalisternes Golf Klub, Michael Lermark, kom i sin tale til prismodtageren også ind på den rutsjetur, som Emily Pedersens karriere har gennemgået siden hun i 2017 spillede Solheim Cup:   

- De fleste kender nok til den nedtur du har været igennem. Og de fleste kender også til den måde hvorpå du fik løst problemerne. Til hvordan du kiggede indad og fandt ud af, at der intet var galt med hverken golfspilleren Emily Pedersen eller den civile udgave af Emily Pedersen. Og til hvordan du fik skilt de to ting ad. Det kombineret med en masse hårdt arbejde gjorde, at fik du vendt karrieren til igen at gå i den rigtige retning. Og det er derfor, at står du her i dag, lød det fra Michael Lermark, da Emily Pedersen fik overrakt det prestigefyldte trofæ ved et arrangement i Holstebro Golfklub mandag. 

Også Dansk Golf Unions formand Lars Broch Christensen var fuld af lovord over for den viljestyrke og ærlighed, som Emily Pedersen har vist på sin vej tilbage mod verdenstoppen: 

- En velfortjent hæder for en helt fantastisk sæson. Du er kun 25 år, og jeg er ikke i tvivl om, at vi i fremtiden får mange, store danske golfoplevelser gennem dig, sagde Lars Broch Christensen. 

Den Gyldne Golfbold uddeles årligt af Sportsjournalisternes Golfklub i samarbejde med Made in Himmerland og Dansk Golf Union. Prisen gives for årets danske golfpræstation og blev uddelt for første gang i 1966.  

Emily Pedersen fik sammen med prisen 20.000 kroner, som hun valgte at donere til  Girls Only Tour, der består af en række turneringer for piger, som dermed får mulighed for både at konkurrere og skabe sociale netværk.  

De sidste ti års vindere af den Gyldne Golfbold:

  • 2020: Emily Pedersen 

  • 2019: EM-guldholdet for piger

  • 2018: VM-guldholdet for herrer

  • 2017: Lucas Bjerregaard

  • 2016: Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen

  • 2015: Søren Kjeldsen

  • 2014: Thomas Bjørn

  • 2013: Emily Pedersen

  • 2012: Thorbjørn Olesen

  • 2011: Thomas Bjørn

Kontakt

Lars Broch Christensen, 21 94 62 30

Michael Lermark, 40 14 25 15

Videomateriale fra overrækkelsen på nedenstående link

https://we.tl/t-APo7e35qpE

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer