DGU Short Game Challenge

22/03 - 2017 |

DGU Short Game Challenge er en landsdækkende turnering i DGU Short Game.

Dansk Golf Union har længe haft et ønske om, at udvide DGU Short Game til også at inkludere seniorer. Det er blevet muligt fra sæsonen 2018 og frem, fordi vi har fået chancen for at afvikle Short Game mesterskaberne i forbindelse med DM i GolfSixes. Således afholdes der både en finale for juniorer og en finale for seniorer i 2018.

 

DGU Short Game Challenge er inddelt i 2 dele:

  • Klubkvalifikation: Kan afholdes i alle klubber med fuldt medlemskab af DGU. Klubkvalifikationen skal være afholdt inden den 30. april 2018.

  • Finale: Afholdes 19. maj i Odense Eventyr Golfklub som en del af DM i GolfSixes.

 

GolfSixes kender vi fra europaturens festlige udgave i 2017, hvor vores danske hold, Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard, løb med sejren. Formatet er blevet udviklet for at matche golf med de nye samfundsstrukturer, da turneringsformen nedsætter tiden ved golfspillet, er mere afvekslende og kan inkludere hele familien – samtidig med, at traditionerne og kvaliteten ved golf bevares (Læs mere om DM i GolfSixes længere nede). Denne filosofi harmonerer fuldstændig med DGU Short Game konceptet, som skaber samvær mellem medlemmer samt udvikling og fleksibilitet for den enkelte golfspiller – tre parametre, som i dag netop er afgørende for vores til- og fravalg af idræt. DGU Short Game har primært været forbeholdt de unge, men flere klubber har i de seneste år, formået at danne en kultur, hvor også den ældre del af medlemmerne deltager flittigt. Derfor er det nu også med stor glæde, at vi endelig kan tilbyde en landsdækkende turnering i DGU Short Game for voksne medlemmer.

 

Ny DGU Short Game sæson

Da DM i GolfSixes ligger allerede i maj måned og dermed i starten af sæsonen, har vi valgt at ændre sæsonen for DGU Short Game, så den ikke længere følger den alm. golfsæson. Vi har vurderet, at det både er en god idé, fordi det således som skrevet er blevet muligt at placere finalen sammen med GolfSixes, men også fordi, vi mener, at lige netop DGU Short Game er en god aktivitet hen over vinteren. DGU Short Game tager kun en time at gennemføre, så i en periode hvor det bliver hurtigere mørkt, eller det er for koldt til, at være ude i mange timer ad gangen, er DGU Short Game en attraktiv aktivitet. Dermed kan konceptet også være med til, at udvide golfsæsonen og fastholde klubbens medlemmer over store dele af vinteren.

 

Denne ændring betyder, at sæsonen 2018 bliver lidt speciel. DGU Short Game sæsonen 2017 slutter d. 31. oktober, og allerede d. 1. november starter vi 2018 sæsonen. Denne sæson kommer til at løbe fra 1. november 2017 til 30. april 2018. I kan således allerede fra 1. november 2017 afholde DGU Short Game Challenge i klubben og kvalificere jer til DGU Short Game finalen 2018. Efter denne sæson, vil DGU Short Game sæsonen løbe fra maj til maj hvert år. Det medfører også at sæsonnavnene ændrer sig - se overblikket over de kommende sæsoner nedenfor:

 

Sæson 2017                        1. april 2017-31. oktober 2017                (I år)

Sæson 17/18                      1. november 2017 – 30. april 2018        (kommende sæson)

Sæson 18/19                      1. maj 2018 – 30. april 2019

Sæson 19/20                      1. maj 2019 – 30. april 2020

 

DGU Short Game Challenge er en landsdækkende turnering i Short Game. Turneringen afvikles i 2 omgange (klubkvalifikation og landsfinale). Alle kan deltage, også medlemmer uden banetilladelse.

DGU Short Game turneringen er en god mulighed for at skabe nogle gode oplevelser og en masse nye relationer, mens spillet samtidig udvikler jeres medlemmers korte spil – så de kan blive endnu gladere for golfsporten. Klubkvalifikationen skal derfor være afholdt senest d. 1. maj. Der spilles i følgende grupper og én i hver række fra jeres golfklub kan kvalificere sig:

Række

Gruppe

Handicap

Junior drenge

D1

+8 – 11,4

D2

11,5 – 26,4

D3

26,4 – (uden banetilladelse)

Junior piger

P1

+8 – 11,4

P2

11,5 – 26,4

P3

26,4 – (uden banetilladelse)

Herrer

H1

+8 – 11,4

H2

11,5 – 26,4

H3

26,4 – (uden banetilladelse)

Damer

K1

+8 – 11,4

K2

11,5 – 26,4

K3

26,4 – (uden banetilladelse)

 

Klik og se TURNERINGSBETINGELSERNE 2017

 

Tilmelding og afholdelse af DGU Short Game Challenge klubkvalifikationen

For at kvalificere sig til DGU Short Game landsfinalen skal klubben afholde en klubkvalifikation - kaldet DGU Short Game Challenge.  Fristen for tilmelding er senest 1 uge før afholdelse af turneringen (da DGU sender jer scorekort, der kan bruges til turneringen med posten). Alle kan deltage, uanset alder og handicap (også medlemmer uden banetilladelse).

Tidsfristen for afviklingen af DGU Short Game Challenge for sæsonen 17/18 er d. 30. april 2018, idet landsfinalen afvikles den 19. maj 2018.

 

Tilmeld jer direkte her.

 

Challengen starter den dag, klubben afholder klubkvalifikation. Hæng opslag op, post på facebook, eller opsæt en turnering i golfbox, som jeres medlemmer kan tilmelde sig. Meld ind til DGU, hvor mange deltagere I bliver, og du modtager en stak flotte scorekort.

Efter klubkvalifikationen skal du indtaste resultatet på Golfbox. Så vil klubben modtage markeringsmærker med posten til uddeling blandt alle deltagerne. Det koster 50 kr. pr. deltager. Vinderen i hver række af klubkvalifikationen kvalificerer sig til landsdelsfinalen. Således kan klubben i alt blive repræsenteret med 12 personer i landsfinalen, hvis I kan stille med en vinder i alle rækker. Har vinderen ikke mulighed for at deltage på dagen for finalen, kan pladsen videregives til runner up i den pågældende række.

Neden for finder I de dokumenter, der er brug for i forbindelse med afvikling af DGU Short Game Challenge i klubben.

Manual til DGU Short Game Test og Challenge

Betingelser

Resultatskema

Vejledning i Golfbox

 

Finalen bliver en folkefest - lidt mere om GolfSixes

DM i GolfSixes bliver en stor event for hele familien i Odense Eventyr Golfklub. DM’et byder på hulspilsmatcher med nogle af Danmarks allerdygtigste golfspillere, over seks huller med indlagte konkurrencer for længste drive, tættest hullet, birdiefest og den kendte ”shot clock”. Der er masser af interaktion mellem spillere og publikum, og udover golfen vil publikum kunne nyde forskellige aktiviteter uden for banen. Det kan være puttekonkurrencer, golfclinics med kendte golfspillere, koncerter, osv. (endeligt program er ikke fastlagt endnu).

DGU Short Game mesterskaberne bliver også en del af programmet. Alle, der kvalificerer sig til DGU Short Game landsfinalen, inviteres således med til GolfSixes. Udover at deltage i en finale, der er sat i et helt unikt set up fyldt med tilskuere og i professionelle rammer, får deltagerne også mulighed for at se GolfSixes på allernærmeste hold og deltage i alle de aktiviteter, der bliver lavet i forbindelse med turneringen. Man kan tage hele familien med og opleve det allernyeste golf har at byde på.

 

DGU Short game finalerne de sidste år, se resultater her

2017

Landsdelsfinalerne blev afviklet søndag den 3. september 2017 i Skovbo GK og Herning GK.

Resultater findes her:

Herning

Skovbo

 

Finalen blev afviklet lørdag den 7. oktober 2017 i Odense Eventyr Golf.

Resultaterne findes her: 

Odense Eventyr Golf

 

Et stort tillykke til

  • Årets DGU Short Game dreng: August V. H. Hillersborg, Gilleleje Golfklub

  • Årets DGU Short Game pige: Emilie Clausen, Næstved Golfklub

 

Find resultaterne for de foregående år her:

2016

2015

2014

2013

2012

2011