Facebookannoncering - boost og business manager

16/10 - 2018 | Henriette Krøyer

Om annoncering Facebook

Annoncering på sociale medier er helt simpelt, at rækkevidden og visningerne på et opslag til dels er betalt af annoncekroner. I newsfeedet ligner en annonce et ganske almindeligt opslag. Eneste forskel er, at der står "Sponsoreret" i toppen under profilnavnet. 

Generelt er annoncering på sociale medier billigere end "normal" annoncering, og du kan starte med et budget på få hundrede kroner. I 2017 lavede Dansk Golf Union en test med en gennemsnitlig dansk golfklub. For 500 kr. ramte golfklubben ca. 7000 menneskers Facebookfeed. Konverteringen og effekten af den øgede rækkevidde afhænger af annoncens målgruppe, kvalitet, indhold og opfordring.

Den lette og lidt effektive ELLER den advancerede og meget effektive

Boost

Den simple løsning er at booste (Facebook) / promovere (Instagram). Det betyder, at man tager et opslag, der allerede er lavet og poster penge efter det. På Facebook vil du se en stor blå knap der hedder "boost" under et opslag, hvis du er administrator på siden. Med boost vælger man den målgruppe, som man gerne vil ramme og et beløb/tidsrum for annoncering. Man kan ramme indenfor køn, alder, demografi og interesser. Det betyder, at man kan bliver meget specifik i forhold til, hvem man vil eksponere opslaget for, og køber sig plads i flere folks newsfeed, som ellers ikke ville have set det.  

Det er nemt, få klik, og man bliver holdt i hånden hele vejen igennem processen. Det kræver kun et kreditkort og sideadminstrator-rolle, og så det er bare at give sig i kast med det! Start med fx 200 kr. og se og lær af effekten. Se eventuelt DGU's webinar om boost-funktionen her. 

Business Manager / Annonceadministrator

Den lidt mere avancerede løsning er at bruge Facebooks Business Manager/Annonceadministrator. Herfra kan man styre annoncerne både på Facebook og Instagram. Man kan vælge at bruge allerede eksisterende opslag på din side, hvilket svarer lidt til at booste. Men man kan også oprette annoncer, der ikke i forvejen er vist på din side.

Årsagen til, at det kan være smart er at lave "skjulte annoncer", er at man kan ramme en helt specifik målgruppe med et specifikt opslag og ordlyd. Det kunne være, at man havde et juniortilbud og at man ville ramme forældrene til de potentielle børn i en vis aldersgruppe. Forældrene kunne evt være interesserede i fodbold eller andre sportsgrene, men ikke golf. Så kunne man lave en annonce med målgruppespecifikt indhold, målrettet til forældre til børn i alderen x-y med interesse for fodbold. Og skrive i et sprog der fanger folk, der ikke kender golf eller klubben særlig godt. På den måde vil det KUN være dem i målgruppen, der ser opslaget på Facebook. Man kan således lave annoncer, der er skræddersyet til målgruppen.

Business Manager kræver lidt mere tid at sætte sig ind i, fordi funktionerne er mange. Men det betyder også, at annoncekronerne kan bruges mere smart, hvis man sætter sig ind i de forskellige annoncetyper, som i højere grad bygger på den handling, som du ønsker. Fx rækkevidde, leadgenerering, konvertering osv. 

Se eventuelt DGU webinar om brugen af business manager her