GOLFBANEN OG USGA COURSE RATING

09/09 - 2019 |

PRINCIPPERNE BAG BANENS COURSE RATING OG SLOPE RATING

Klik her for at gå direkte til Course Rating FAQ

Banens Course Rating (CR) måler banens sværhedsgrad for en scratchspiller og udtrykker denne som en forventet gennemsnitslig score under normale forhold. CR angives med én demical

Slope Rating (SR) er et udtryk for en relative sværhedsgrad for en bogeyspiller i forhold til en scratchspiller. En Bogeyspiller er lidt forenklet sagt en spiller som i snit scorer bogey på alle huller. Hvis bane A opleves som vanskeligere for en bogeyspiller end bane B, mens de samme baner opleves som havende samme sværhedsgrad for en scratchspiller, får den "sværere" bane en højere SR.

Værdierne i de danske Course- og Slope Ratings udregnes på baggrund af USGA Course Rating System, på følgende måde:

Systemet tager udgangspunkt i fire teoretiske spillere (scratch dame og herre, bogey dame og herre). På baggrund af statistik er det defineret hvor langt disse spillere slår i deres første, andet og tredje slag og dermed hvor mange slag de skal bruge på et givet hul. I tillæg hertil registreres de forhindringer som spillerne møder på disse afstande. Den klart største faktor som påvirker en banes CR og SR er således banens længde.

Først måles alle hullerne langs fairway fra afstandsmærket på teestedet til midten af greenen. Disse længder justeres for hvor meget bolden ruller, vind, højdeforskel, doglegs og lay-ups til en effektiv spillelængde.

I tillæg til hullernes længde er der andre karakteristika som påvirker spillet, så som topografi, fairwaybredde, greenområder, højde på rough, bunkere, out of bounds/ekstrem rough, strafområder, træer, greenoverfladen og sågar den psykologiske påvirkning.

Alle disse faktorer evalueres for hvert hul for mænd og kvinder for både scratch- og bogeyspillere. Systemet gør brug af tabeller med værdier og korrektionsfaktorer baseret på et omfattende datagrundlag indsamlet af USGA.

Course Rating udregnes ud fra den effektive spillelængde og justeres ud fra påvirkningen af de ovennænvte karakteristika for en 18 hullers runde. Værdien udtrykkes i heltal med een decimal og repræsenterer som sagt den gennemsnitslige forventede score for en scratchspiller under normale forhold. Værdien for en bogeyspiller udregnes på en tilsvarende måde.

Forholdet mellem værdierne for en scratchspiller og en bogeyspiller kaldes for Slope Rating. Dette er et mål for den relative sværhedsgrad for en bogeyspiller i forhold til CR. En bane med en SR på 113 anses som at have den samme relative sværhedsgrad for en scratchspiller og en bogeyspiller.

På baggrund af en banes par, CR og SR kan enhver spillers handicapindex omregnes til et spillehandicap for den givne bane.

For at kunne spille tællende runder i Danmark skal banen være rated af DGU efter USGA’s Course Rating System.

Minimumskrav for at kunne rate en bane er at den skal:

  1. Have mindst ni huller, korrekt opmålt i henhold til USGA' retningslinjer.
  2. Have mindst ét par 4 hul.
  3. Have en samlet længde fra gult teested for ni huller på mindst 1.375 meter. (Dog minimum 2000 meter for ni huller hvis den skal bruges til at udstede DGU kort uden F)

Desuden

  • Have mindst to sæt klart markerede teesteder (med forskellig længde).
  • Have fairway-arealer, som under normale sommerkonditioner, kan klippes i en højde af 25 mm eller derunder.
  • Have greens, som er mindst 250 kvadratmeter store i gennemsnit, og som under normale sommerkonditioner kan klippes i en højde af syv mm eller derunder.
  • Have afmærkning af teesteder, out of bounds, hazards, areal under reparation og lignende, samt hulkopper og flag, der opfylder golfreglernes bestemmelser.
  • I øvrigt, efter DGU´s skøn, opfylde de spillemæssige krav, som en bane for klubberne under DGU bør opfylde.

I henhold til reglerne skal en bane genrates minimum 5 år efter første midlertidige rating og herefter minimum hver 10. år (med mindre banen bliver ændret markant). DGU opretholder dog en højere frekvens for genrating for at sikre at alle baner altid har en gældende rating.

 

OPMÅLING AF BANEN

Alle huller skal måles horisontalt fra de permanente markeringer på teestedet til midten af green. Klik her for flere detaljer vedr. opmåling

 

ÆNDRINGER AF BANEN

Ved større permanente ændringer af banens længde og/eller sværhedsgrad skal klubben anmode DGUom at få foretaget en ny rating. En sådan anmodning skal være DGU i hænde senest 1. november året før ændringerne påtænkes at blive taget i brug. 

Hvis mindre, eller midlertidige ændringer tænkes at kunne påvirke banens Course Rating, kan DGU i visse tilfælde udarbejde en såkaldt skrivebordsrating, hvor den eksisterende rating justeres fra kontoret baseret på de nye oplysninger. 

 

TEESTEDER

Alle baner skal have mindst eet teested for hhv. herrer og damer. Derudover kan der være yderligere teesteder som er tilpasset forskellige grupper af spillere (fx elite og begynder). Alle teesteder skal overholde Golfreglerne og have en permanent afstandsmarkering placeret midt på teestedet mindst 4 meter fra bagkanten af teestedet.

Teestederne kan navngives som klubben ønsker det. Det er traditionelt at bruge farverne Hvid, Gul, Blå, Rød (evt, Grøn, Orange og Sort) eller hektonumeriske angivelser hvor længden på et teested afrundes til 2 cifre – fx tee 60, 55, 50 og 48.

DGU anbefaler desuden at klubben anlægger et begynderteested. Et sådant skal være minimum 2750 meter for at blive rated, men anbefales at ligge omkring 3800-4000 meter.

 

PAR

For fastlæggelse af hullernes par følger DGU som udgangspunkt USGA's vejledninger da ratingen udføres efter USGA's Course Rating System. 

Par skal fremgå for hvert hul på scorekortet og være fastlagt inden for disse afstande:

Par Hullængde i meter
3 op til 230
4 231 til 430
5 431 til 630
6 631 og over

Course Rating og ikke Par er reelt udtryk for banens/hullets sværhedsgrad.

 

TILLADTE ÆNDRINGER TIL DEN OPMÅLTE BANE INDEN FOR DEN GÆLDEN RATING

Klubben er ansvarlig for at banens længde i det daglige svarer til det opmålte, og skal sørge for at der er mulighed for at spille under handicapbetingelser. Handicapbetingelser foreligger ikke hvis banen er under 2750 meter for 18 huller og/eller længden afviger med mere end 100 meter fra den opmålte 18-hullers længde. Teestedsmarkeringerne bør kun midlertidigt sættes mere end 10 meter foran eller bagved de permanente afstandsmarkeringer, og bør balanceres således den samlede længde passer med det opmålte.

I DK er det tilladt at de tilladte 2 midlertidige greens på en 18 hullers bane findes på samme 9-huls sløjfe.

 

COURSE RATING FAQ

  • Hvad er en Course Rating?

    En banes Course Rating består af såvel en Course Rating (CR) som en Slope Rating (SR), og er en objektiv vurdering af en banes sværhedsgrad.

    CR er et udtryk for hvor mange slag en scratchspiller i gennemsnit skal bruge på en given bane. 

    SR er et udtryk for hvor meget relativt sværere en bane er for en bogeyspiller i forhold til en scratchspiller. 

    Såvel CR som SR indgår i udregningen af en spillers Spillehandicap fra dennes handicapindex. 

    En bane skal have en Course Rating for at kunne bruges til handicapregulerende spil. 

  • Hvordan foregår en Course Rating?

    En Course Rating planlægges af DGU, og klubben vil blive kontaktet før den skal gennemføres. 

    DGU gennemfører ca 25-30 Course Ratinger hvert år, via et korps af veluddannede frivillige ratere. 

    Efter en bane er blevet udvalgt, kontaktes denne på forhånd af en holdleder som aftaler et besøg i klubben. 

    På dagen gennemgår 3-4 ratere hele bane, foretager en objektiv vurdering baseret på USGA's Course Rating system. Det er ikke nødvendigt at blokere for spil på banen, da en rating sagtnes kan gennemføres uden større forstyrrelser. 

    Holdets observationer sendes til DGU's sekretariat, som udregner banens nye Course Rating. 

    Den ny Course Rating sendes til klubben sammen med nye konverteringstabeller, og den kan tages i brug med det samme. Alternativt er det tilladt at vente til næstkommende sæson med at tage ratingen i brug (såfremt der ikke er tale om at der reelt spilles på en anden bane)

  • Hvor ofte skal en bane rates?

    En rating må ikke være mere end 10 år gammel. 

    For at sikre at det ikke sker planlægger DGU at "genrate" en bane med maksimalt 8 års mellemrum. 

    Hvert år er der således baner hvis rating nærmer sig 8 års grænsen, og som dermed planlægges til en genrating. 

    En rating skal svare til den bane der reelt spilles på. Hvis banen ændres ud over dens naturlige udvikling inden der er gået 8 år, skal den genrates. 

    I tvivlstilfælde kan står DGU til rådighed for at vurdere om der er tale om ændringer som kræver en genrating. 

    DGU skal senes året før informeres om planlagte ændringer således en genrating kan planlægges. 

  • Hvor meget må en bane ændres inden for en given Course Rating?

    Hvorvidt ændringer på en bane kræver en genrating er en vurderingssag, som bedst afklares ved at kontakte DGU. 

    Dog er en Course Rating gældende så længe midlertidige ændringer af banens samlede længde ikke overstiger 100 meter. 

     

    Eksempler på ændringer som ikke kræver en ny rating:

    Midlertidige ændringer af banens længde på samlet set under 100 meter

    Nedlæggelse af bunkere på et par huller. 

    Fældning af nogle træer

    Oprettelsen af et eller flere mindre nye strafområder eller out of bounds

    Ændring af hulrækkefølgen

     

    Eksempler på ændringer som kræver en ny rating:

    Midlertidige ændringer af banens længde på samlet set over 100 meter

    Permanente ændringer af banens længde på mere end et par meter pr. hul eller samlet over 20 meter

    Større ændringer i banens design, der påvirker spillernes mulige course management - fx anlæggelse af en større sø som en spiller er nødsaget til at slå kort af.  

    Banen nuværende rating er mere en 8 år gammel. 

     

    Hvis der er behov for at foretage pludselige ændringer som det ikke er muligt at genrate før næste år, kan der evt foretages en ny skrivebordsrating. 

  • Hvad er en skrivebordsrating?

    Ved midlertidige eller pludseligt opståede ændringer af banen hvor det ikke er muligt at foretage en fysisk genrating, kan det være muligt at få foretaget en skrivebordsrating. 

    Hvorvidt det er muligt afklares ved kontakt til DGU. 

    En skrivebordsrating bruger den nuværende vurdering af banen, som grundlag for, med visse nye input, at udregne en ny rating, uden at skulle besøge banen. 

  • Course Rating - Spillehandicap

    Alle teesteder i Danmark med en samlet 18 hullers længde på minimum 2850 meter, kan få målt sin sværhedsgrad. 

    En banes sværhedsgrad udtrykkes ved en Course Rating som består af 3 tal -  hhv banens; Par, Course Rating og Slope Rating

    Med disse 3 tal kan enhver golfspiller udregne hvor mange tildelte slag (spillehandicap) han/hun får på enhver rated bane. 

    Spilleren kan slå dette op på klubbens konverteringstabeller, eller selv foretage to simple udregninger:

     Først udregnes "Handicapindex x teestedets Slope Rating" hertil tillægges/fratrækkes forskellen mellem banens Course Rating og Par (Par trækkes fra CR). Resultatet afrundes. 

    Fx.

    Handicap index = 15,6

    Par = 72

    CR =73,5

    Slope 126

    15,6 x 126/113 + (73,5-72) = 18,89

    Afrundet til et spillehandicap på 19

     

     

  • Hvordan knyttes en Course Rating til en bane i GolfBox?