Foto: Jens Morten Sørensen

Foto: Henrik Schou

Hårdt arbejde giver flere medlemmer til Golfens Dag

26/04 - 2018 | Henriette Krøyer

De mange golfklubber, som søndag afholdt Golfens Dag, oplevede stor tilslutning og mange nye medlemmer. Tilbagemeldingen fra de deltagende golfklubber på Golfens Dag viser at deltagelsen var på mere end 6.400 gæster i de knap 160 klubber. Blandt de mange besøgende valgte 2.700 at blive medlemmer, hvilket er rekord for de 11 år, Golfens Dag har været afholdt.

Klubberne er generelt blevet gode til at markedsføre Golfens Dag og byde nye velkommen i golfklubben. Men der er store forskelle fra klub til klub, det er ikke alle klubber, som havde flotte besøgstal og kunne prale af nye medlemmer.

- Generelt er det meget flot med deltagerantallet og at så stor en andel af de besøgende også vælger at blive medlemmer i golfklubben. Men tallet afspejler ikke alle golfklubber, og der er store forskelle fra klub til klub. Generelt set, så er det de klubber, som lægger et stort arbejde i forberedelsen og markedsføringen, samt evner at eksekvere deres planer i praksis, som skaber de bedste resultater. Andre får derimod slet ikke det udbytte af Golfens Dag, som de kunne have opnået. Det er ærgerligt, men vi ved godt at klubberne også er pressede på tid og ressourcer. Men for de fleste golfklubber er nye medlemmer det vigtigste indsatsområde, hvorfor netop Golfens Dag eller andre rekrutteringsaktiviteter bør have den største opmærksomhed. Det betaler sig at investere i Golfens Dag og kopiere de golfklubber som har størst succes, siger Kim Uldahl, udviklingskonsulent i Dansk Golf Union.

Ifølge DGU fremstår golfsporten i dag mere åben end nogensinde og blandt de mange nye golfspillere har der aldrig været en større tilfredshed med starten på livet som golfspiller.

- Så barrieren for at komme igang er lavere end nogensinde, og det tyder på, at klubberne har været gode til at byde de nye velkommen. Så stor ros til de mange klubber og frivillige, der har taget sig tid til at skabe en god dag for golfsporten, siger Kim Uldahl.

I de kommende uger vil DGU synliggøre de klubber som lykkedes bedst med at tiltrække mange gæster og konvertere disse til medlemmer på Golfens Dag. Så følg med i Klubnyt og på Golf.dk hvis du er interesseret i at høre mere om deres initiativer.