Handigolf på PGA-skemaet

20/10 - 2015 |

Dansk Golf Union og Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) har indgået en aftale med PGA-uddannelsen om at der fremover skal indgå et særligt HandiGolf-modul i PGA-elevernes kursusforløb på ISI i Ikast.

Samarbejdet mellem de nationale PGA-organisationer og HandiGolf er højt prioriteret i European Disabled Golf Association (EDGA), og derfor er det meget glædeligt at de kommende danske klubpro'er fremover får udvidet "værktøjskassen", i kraft af bedre forudsætninger for at træne spillere med diverse former for funktionsnedsættelser.

DHIF bidrager til aftalen med et 3-timers teorimodul hvor bl.a. karakteristika ved de forskellige handicaptyper gennemgås og dette suppleres med en praktisk del hvor PGA-eleverne det meste af en dag får stillet en bred vifte af handicappede golfspillere til rådighed. Spillerne vil dels have meget variende funktionsnedsættelser og bestå af både elitespillere med lavt handicap og motionsspillere.

Kurset finder sted på ISI i Ikast den 1.-2. februar 2016.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer