Hvad er World Handicap System (WHS)

01/03 - 2018 |

WHS ændrer ikke grundlæggende på den måde, vi spiller golf på, men på visse centrale bagvedliggende funktioner i Handicapsystemet.

Spillere udregner stadig et spillehandicap, spiller efter de gældende Golfregler, nyder de samme spilformer og afleverer deres score umiddelbart efter runden.

Helt grundlæggende skiftes fra et inkrementelt system (mindre justeringer op/ned fra et givent udgangspunkt) til et gennemsnitssystem, der udregner et løbende gennemsnit af de bedste scores.

 

Udregning af spillehandicap

Spillehandicappet afhænger som i dag af den valgte bane og teested samt eventuelt den valgte spilleform.

 

Spil golf og nyd konkurrencen, samt det sociale samvær

WHS ændrer ikke på den måde, vi spiller golf på.

 

Aflever alle dine scores

Alle scores er som udgangspunkt tællende og bør afleveres, så snart det er praktisk muligt efter runden og gerne inden midnat, således at den kan indgå i en udregning af den daglige CCA (Course Conditions Adjustment).

Den enkelte golfspiller behøver ikke bekymre sig om de tekniske udregninger i systemet – det bliver håndteret automatisk. Forklaringer vil dog være tilgængelige for dem som ønsker.

 

Aflever flere scores

Et system, som er baseret på et løbende gennemsnit uden tidsbegrænsning, kræver flere scores for at resultere i et retvisende handicap. DGU vil derfor aktivt arbejde for, at flere golfspillere får afleveret deres scores og dermed opnår et retvisende handicap. 

En enkelt score er tilstrækkeligt til at opnå et handicap.

For at sikre lavest mulig indgangsbarriere kan en spiller opnå et WHS Handicap på baggrund af blot én 9 eller 18 hullers score.

 

Maksimalt WHS Handicap

Et WHS Handicap kan maksimalt være 54, men DGU forventer fortsat at anbefale en mulighed for handicaps over 54 til begyndere.

 

Acceptable scores til handicapregulering

Slagspil og stablefordscores fra turneringer og tællende private runder skal afleveres. Efter systemet er blevet implementeret, kan der evt åbnes op for yderligere spilleformer.

 

Maksimal score pr. hul

En score, som afleveres til handicapregulering, kan maksimalt være en Netto Dobbelt Bogey pr. hul . Man kan stadig godt strege et hul i stableford, og så indsætter systemet i stedet en Netto Dobbelt Bogey.

 

Hvad er en Netto Dobbelt Bogey (NDB)?

Det mindste antal slag som vil resultere i 0 stableford point, eller: ”hullets par + antal tildelte slag + 2”.

 

Courserating og slope

Courserating er et udtryk for sværhedsgraden (forventet gennemsnitligt antal slag for en scratch - handicap 0 spiller).  

Slope er et udtryk for den relative sværhedsgrad i forhold til en bogey-spiller (handicap 18), og tildeler således proportionelt flere slag til spillere med højere handicap, således de kan spille på samme niveau som scratchspilleren.

Courserating og slope gør det muligt at ”oversætte” et handicap-index fra bane til bane og land til land.

 

Udregningen af et handicap

WHS Handicappet udregnes som gennemsnittet af de 8 bedste blandt de seneste 20 handicapscores da det giver et godt billede af en spillers potentielle spillestyrke, hvilket er det et WHS Handicap skal reflektere. 

I visse ekstreme tilfælde sættes dette gennemsnit i forhold til den underliggende spillestyrke for at skabe en balance mellem reaktivitet og kontrol – så det sikres, at en midlertidig formnedgang ikke resulterer i en overdreven stigning i handicappet.

En handicapscore er det handicap-index, der reelt er spillet til på runden.

 

Handicapscoren kan regnes ud som forholdet mellem antal slag på runden (justeret for maks Netto Dobelt Bogey) og banens sværhedsgrad (courserating og slope).

(Max Netto Dobbelt bogey score – courserating)

x relativ slope

= Handicapscore

(76 – 67,2)

x 0,95

= 8,4

 

Den kan også udregnes som antal stableford point over/under 36 i forhold til det handicap, der blev brugt og justeret for banens slope og course rating.

Spille handicap + par/course diff. + point diff.

x relativ slope

= Handicapscore

1 + (70-67,2) + (36-31)

x 0,95

= 8,4

 

For selve udregningen klik her

 

Spilleren har således på dagen spillet til handicap 8,4 og det vil indgå som det seneste af hans 20 scores. Hvorvidt det er et af de 8 bedste scores og dermed ændrer spillerens handicap, afhænger af de resterende 20 scores. Da spilleren i dette eksempel har handicap 3,6 vil scoren højst sandsynligt ikke ændre hans handicap da det ikke vil være et af hans 8 bedste.

 

Hvad er den underliggende spillestyrke?

For at sikre at handicappet ikke reagerer for hurtigt på en række dårlige scores, pålægges en begrænsning i forhold til det laveste handicap, en spiller har haft inden for det seneste år.  Et handicap kan således aldrig blive mere end 5 højere end det laveste handicap inden for de seneste 12 måneder, og stigninger ud over 3 begrænses med 50%.

 

Unormale bane- og vejrforhold

WHS bibeholder muligheden for at kunne justere for unormale forhold – det der i dag kaldes CBA. I WHS vil CCA (Course Conditions Ajustment) blive udregnet som et mål for vejrets og banenopsætningens indflydelse på spillet og i ekstreme tilfælde resultere i en justering af spillernes resultat. I WHS foreslås udregningen foretaget dagligt og for alt spil på banen – turneringsspil såvel som private runder.

 

Lokale golfkulturer i et globalt system

For at kunne rumme mange forskellige golfkulturer verden over, er WHS designet med en central og ensartet kerne samt en række valgmuligheder, som tillader de enkelte Handicap Autoriteter (fx EGA) eller Nationale Forbund at tilpasse systemet, som det anses nødvendigt inden for rammerne.

 

9 hullers score

I WHS vil man som i EGA Handicapsystemet kunne aflevere såvel 9 som 18 hullers runder.

 

Handicapgrupper

EGA Handicapsystemets nuværende handicapgrupper bruges til at justere, hvor meget en spiller skal reguleres op/ned handicap ud fra et givent resultat. I WHS udregnes et gennemsnit af de bedste scores uafhængigt af spillerens niveau, og derfor forsvinder EGA Handicapsystemets handicapgrupper og de begrænsninger, der følger heraf.