Hvem skal være holdkaptajn for jeres hold?

12/03 - 2020 |

Holdkaptajnen for et hold i Danmarksturneringen er et vigtigt og samlende omdrejningspunkt for alle de spillere, der deltager i Danmarks største landsdækkende holdturnering med ca. 700 tilmeldte hold i alt - fordelt på 6 rækker:

 

  • Herrerækken

  • Damerækken

  • Ungdomsrækken*

  • Seniorrækken

  • Veteranrækken

  • Superveteranrækken

 

Holdkaptajnens rolle som kontaktperson

Holdkaptajnen er den person, der sørger for at have overblik over holdkampe, hvem der skal spilles imod og som står som email-modtager af den information om Danmarksturneringen, som sendes fra DGU og som ofte skal kommunikeres videre ud til spillerne på holdet.

Holdkaptajnens kontaktinfo skal være offentligt tilgængeligt i Golfbox, så det er muligt hurtigt at få fat i den rette kontaktperson, hvis man har spørgsmål eller skal give en vigtig besked til sit modstanderhold, inden de kommer på besøg.

Derfor skal samtlige deltagende hold i Danmarksturneringen indberette kontaktinfo på alle deres holdkaptajner - senest d. 3. april. Allerede kort tid efter deadline bliver den første mail fra DGU med vigtig info sendt ud - og derfor vil jeg gerne opfordre alle til at indberette samtlige holdkaptajner, nu i stedet for senere.

 

Indberetning af holdkaptajner i Danmarksturneringen

 

Holdkaptajnens rolle som rådgiver

Holdkaptajnen har, udover en mere administrativ rolle, også mulighed for at være rådgiver for de andre spillere, når der spilles holdkamp. Det kræver dog, at han/hun er færdig med sin egen kamp, hvis han/hun selv spiller med.

Læs mere om holdkaptajnens pligter, ansvar og beføjelser her i turneringsbetingelserne punkt 2.5:

Holdkaptajn/holdleder

 

Administrativ koordinator for flere hold

Det er også muligt at en klub har en administrativ koordinator, som står som kontaktperson for alle klubbens hold. Det er så den person, der har ansvar for at al kommunikation kommer videre ud til rette vedkommende i klubben.

 

*Ungdomsrækkens holdkaptajner skal indberettes på anden vis, men har også deadline 3. april. Der skrives ud til samtlige tilmeldte hold i en separat mail.