Hvilket handicap er det korrekte?

29/04 - 2021 | Nick Hüttel Olesen

Enhver tællende runde kan få betydning for ens handicap. Så snart runden er spillet - men inden den er registreret i scorearkivet (spiller og markørgodkendt) - føler mange at der er 2 handicaps:

1) det "rigtige", som endnu ikke er beregnet og

2) det "gamle", som fremgår af GolfBox, og som endnu ikke er opdateret.

Det er forståeligt med tvivl, da det tidligere var således, at spilleren selv var ansvarlig for at beregne et nyt handicap. Det stod nemlig i de tidligere regler, at en spiller ”skal forhøje eller reducere sit EGA-handicap, hvor det kræves efter en tællende runde for en score, der endnu ikke er registreret i scorearkivet”. MEN da det ikke længere er muligt selv (let) at beregne et nyt handicap, findes denne regel ikke i det nye handicapsystem

Der findes således nu altid kun ét korrekt handicap - og det er det, der på ethvert tidspunkt er beregnet på baggrund af spillerens scorearkiv. Uanset, om der skulle være andre scores "på vej".

Dette gælder uanset, om en score "mangler" i scorearkivet pga. en afventende markørgodkendelse eller en turneringsrunde, som er blevet forsinket i indtastningen. 

Spilleren er ansvarlig for at spille med det korrekte handicap, hvilket betyder “det handicap, der senest er beregnet i systemet”. Det, som står i scorearkivet på et hvert givent tidspunkt, er således det korrekte beregningsgrundlag. 

Dette giver dog ikke spilleren ret til at spekulere i at forsinke eller udvælge scores. 

 

Tællende scores skal afleveres og det skal ske hurtigst muligt

Ifølge handicapreglerne – Regel 1.3, forventes spilleren at:

A. Optræde med integritet ved at følge Handicapreglerne og afholde sig fra at bruge eller omgå Handicapreglerne med det formål at opnå en unfair fordel,
B. Forsøge at opnå den bedst mulige score på hvert hul,
C. Indlevere/indtaste tællende scores til handicapformål så hurtigt som muligt efter rundens afslutning og før midnat lokal tid,
D. Indlevere tællende scores for at give et rimeligt bevis for deres demonstrerede spillestyrke,
E. Spille efter Golfreglerne, og
F. Godkende medspilleres scores

Især punkt C (og F) er relevant i denne situation: Hvis nu udgangspunktet er, at spilleren skal spille dagen efter, så bør spilleren være særlig opmærksom på - med det samme efter runden - sammen med sin markør at få indtastet og godkendt scoren samme dag. På den måde vil spilleren have sit opdaterede handicap tidlig morgen næste dag, før runden spilles.

Hvis man ikke lykkes med det, siger Handicapreglerne:

Uddrag – Regel 5.4
I en situation, hvor en ny runde spilles, før spillerens Handicap er blevet opdateret, herunder når flere runder spilles samme dag, anbefales det, at spillerne bruger deres eksisterende Handicap.

Derfor; en score er ikke en score (til handicapformål), før den er i scorearkivet og godkendt af markøren. En spiller diskvalificeres derfor ikke ifølge Golfregel 3.2 og 3.3, for at spille med et handicap, der kunne have været anderledes på baggrund af en score, som ikke er indtastet/godkendt.

Ens handicap er altid resultatet af det beregnede gennemsnit af godkendte scores i scorearkivet, og spillere bør sikre, at dette er så opdateret som muligt.

 

PCC ændringer

 

Ovenstående gælder også for eventuelle PCC justeringer. 

Når en score er i scorearkivet beregnes et nyt handicap, og det er spillerens gældende handicap på det tidspunkt. Dette er ikke et midlertidigt handicap, der afventer afklaring, men spillerens handicap på dette tidspunkt. 

I visse få tilfælde kan det ske, at der i løbet af natten beregnes en PCC-justering for alt spil på en given bane, som gør at en spillers handicap ændres til næste dag. Fra næste morgen er spillerens handicap ændret. Men det betyder som skrevet ikke, at handicappet fra dagen før var forkert på det tidspunkt.