Ildsjæl har startet diabetes-hold i Citygolf

28/08 - 2019 |

Mark fra København er både frivillig i den lokale diabetesforening og medlem af Citygolf. Han hørte om ’Golf og Diabetes’ igennem diabetesforening nyhedsbrev for frivillige, og syntes at diabetikere i København også skulle have en sådan mulighed for at komme ud, og prøve om golf kunne være en motionsform for dem.

Han kontaktede derfor Citygolf og den lokale diabetesforening i København, og de var heldigvis med på ideen. Deres fælles indsats har gjort, at rigtig mange diabetikere har været ude at prøve spillet, og er blevet grebet af det.

 

Mødes og spiller 2 gange om ugen

Man kan tilmelde sig holdet løbende, og der er ikke en decideret slutdato. Forløbet er tilrettelagt således, at man kan komme og spille 2 gange om ugen – torsdag og søndag – med Mark i spidsen. Fra klokken 11-12, øver man det korte spil, og her kan alle være med. Efter klokken 12 kan dem, der har tegnet et medlemskab af Citygolf, forsætte med at spille på den 9-hullers Pay & Play bane. Ca. 2/3 af deltagerne er medlemmer af Citygolf.

 

Synliggørelse via den lokale diabetesforening og Center for Diabetes

Den lokale diabetesforening i København gør meget for at synliggøre tilbuddet overfor deres medlemmer. Udover at skrive om det i deres nyhedsbrev, på deres hjemmeside og Facebook, så får medlemmer det også at vide via foreningens mange Motivationsgrupper.

På Center for Diabetes i Københavns kommune, er der udover at være placeret foldere om tilbuddet, også et personale, der kender til tilbuddet, og som kan anbefale det til de borgere, de er i kontakt med.

 

Video: Højt humør og frisk luft på ’Golf og Diabetes’-hold i Citygolf.