Køb Junglegolf tasken

24/06 - 2020 |

Junglegolf tasken er en taske, der indeholder de materialer, der skal bruges til at spille junglegolf. 

Junglegolf er et færdigsyet spilformat til børn op til 10 år med et højt handicap eller uden banetilladelse. Spilkonceptet kan bruges i forbindelse med træning, skolegolf, rekruttering, børnefødselsdage og meget mere. Det er kun fantasien der sætter grænser (læs mere om junglegolf neden for, under “Hvad er junglegolf”). 

Tasken koster 4500,- kr inkl. moms og kan bestilles hos Lone Liebst Christiansen via llc@dgu.org

 

Hvad er Junglegolf

Junglegolf er designet med målgruppens udvikling og succesoplevelser for øje. Det spilles på kortere baner og med større bolde, så succesraten øges. Det er et spil, man leger sig igennem. Forestil dig et levende brætspil, hvor man følger junglestien rundt på en kompakt bane med hygge og forældre på sidelinjen eller måske endda med på banen. På junglestien ligger golfhullerne, men indimellem disse møder man junglekrigerne, og kaster man med jungleterningen. På terningen er der små opgaver, der skal løses, så man kan komme videre til næste hul.

Junglegolf spilles på 2 forskellige baner, en krokodille- og en gorillabane.

Udformningen af banerne er forholdsvis ens på begge baner, men kan tilpasses ift. golfklubbens faciliteter. Der er teestedsmarkeringer, der tydeligt angiver hvor et hul starter og så er der en ring på 1 m. omkring flagene der udgør hullet. 

Junglegolf tasken indeholder de materialer der skal bruges til de to baner. Vær opmærksom på, at der ikke er SNAG jern i tasken. 

 

Krokodillebanen

Krokodillebanen er for de nyeste og yngste. På krokodillebanen er der 6 korte huller (ca. 20-60 m), og den sættes typisk op på driving range eller et andet større græsareal.

På krokodillebanen findes der også på enkelte huller nogle udfordringsområder, disse er markeret med en presenning.

Den blå presenning er en krokodillesump. Her lurer der farer. Tør spillerne slå over krokodillesumpen? Man kommer hurtigere i mål, men lander bolden i sumpen, bliver krokodillerne godt sure og hele gruppen må flygte og løbe baglæns rundt om sumpen, før der kan spilles videre.

Den hvide presenning er kviksand. Slår en af spillerne i gruppen bolden i kviksandet skal hele gruppen starte forfra på det hul, der spilles.

Man kan sagtens spille Krokodille banen 2 gange, hvis man ikke har fået nok efter 1 runde.

 

Gorillabanen

Gorillabanen har en lidt højere sværhedsgrad end krokodillebanen, og her kan man spille når man har lyst til lidt flere udfordringer. På Gorillabanen er der 9 huller (ca. 50-100m) og den sættes op på f.eks. en par-3 bane, en intermediate bane eller hvor det passer bedst ift. klubbens faciliteter. I stedet for at benytte teestederne på den prædefinerede bane sættes der teestedsmarkeringer i fairway, så juniorerne starter tættere på hullet. Man kan sagtens sætte teestedsmarkeringerne nogle nye steder fra gang til gang for på den måde at udvikle juniorernes evner til course management helt uden, at dette ellers italesættes.

På gorillabanen udgøres udfordringsområderne af de bunkers og søen banen i forvejen byder på.

 

Se junglegolfguiden her, hvor I bl.a. kan se hvilke materialer der helt specifikt er indeholdt i tasken. 

 

Vores børn fortjener verdens bedste sommer!

Sådan lyder overskriften på den Sommerpakke på 200 mio. kr. der netop er blevet vedtaget. Og det kan også komme jeres klub til gode.

Vi anbefaler at man f.eks. ansøger sin kommune om midler til bl.a. en junglegolf taske, da dette spilkoncept netop taler direkte ind i Sommerpakkens formål om at skabe lettilgængelige aktiviteter og fællesskaber, der sænker tærsklen for deltagelse så børnene får blod på tanden til at prøve mere.

Børn og unge formodes at have et særligt stort potentiale netop denne sommer, hvor mange familier formentlig fokuserer på at finde sommerferieaktiviteter inden for landets grænser, hvorfor vi håber at rigtig mange klubber finder dette interessant, og allerede denne sommer får indkøbt en taske til klubben. 

 

Læs mere om Sommerpakken på 200 mio. kr. og hvordan man får del i den her