Klub & klub imellem - nye medlemmer spiller gratis i Gilleleje Golfklub

13/04 - 2016 | Steven Errebo

INTRO:

Dansk Golf Union vil fremover bringe cases fra de danske golfklubber som en del af Klubnyt. Idéen med cases på aktiviteter og tiltag i klubberne handler om at inspirere klubberne til selv at lave tiltag og ændringer.

Vores mål er at de starter overvejelser i klubben om tingene kan gøres på en anden måde, men de er ikke en egentlig anbefaling fra vores side om at alle kan/skal implementere det i netop deres klub.

De mange cases vil løbende blive lagt ind på hjemmesiden og vil udkomme en gang om året i en Ipaper.

 

GRATIS GOLF I GILLELEJE GIVER MERE END 600 NYE MEDLEMMER

Fald i antallet af medlemmer blev vendt til tilgang, da Gilleleje Golfklub tog mere drastiske metoder i brug og inviterede nye golfere til at spille gratis.

 

Af Jytte Jensen

 

Det lyder som en rigtig dårlig forretning at invitere nye medlemmer til at spille gratis, og det var da også med spænding, at formand Jens Balling præsenterede forslaget ved årets generalforsamling. Han var klar over, at det krævede medlemmernes fulde opbakning, hvis det skulle lykkes, men han var også klar over, at noget skulle der ske, hvis udviklingen skulle vendes. For med en årlig medlemsafgang på 50, krævede det kun almindelig hovedregning for at se, at det ikke kunne holde i længden.

Gilleleje havde været igennem alle de traditionelle metoder for at få nye medlemmer.

 

- Vi har prøvet med annoncer, åbent hus og Golfens dag, men uden synlige resultater. Jeg kiggede over Storebælt og blev inspireret af Vejle Golf Club, som i 2014 havde forsøgt sig med gratis tryout for nye medlemmer, siger Jens Balling, der er formand i Gilleleje Golfklub.

Læs om Vejles Tryout

På baggrund af inspiration fra Vejle Golf Club blev der udarbejdet et forslag, som blev fremlagt på en generalforsamling, hvor der var 100% opbakning til idéen

Gilleleje Golfklub har i løbet af 2015 tilbudt nye golfere at komme lige så ofte, de havde lyst. De kunne låne udstyr, bruge træningsfaciliteterne og spille på par 3-banen. Derudover fik de gratis undervisning af klubbens pro.

Der blev omdelt flyers i lokalområderne. Her var eksisterende medlemmer aktive, ligesom de også har været aktive i deres respektive netværk, hvilket kan være årsagen til, at der er kommet en stor andel af medlemmer fra andre områder end lokalområdet. Derudover blev der brugt penge på annoncer i lokalområdet og via Facebook.

Det var så godt et tilbud, at tæt på 650 nye golfere tilmeldte sig til de 22 introduktionskurser. Cirka halvdelen kom fra klubbens egen kommune, en fjerdedel fra omkringliggende kommuner og en fjerdedel fra København. Et naturligt frafald betød at tallet hurtigt blev reduceret til 540, hvoraf de 200 mest har passet sig selv. I sidste ende blev resultatet 117 nye medlemmer pr. 1. januar 2016.

 

- Det var vigtigt for os, at vi ikke bare uddannede nye medlemmer til andre golfklubber. Derfor stillede vi krav om medlemskab for 2016 for at få DGU-kort, siger formanden, der samtidig glæder sig over, at der er en god spredning på aldersgrupper blandt de nye medlemmer, så det ser positivt ud for fremtidens medlemssituation.

MEDLEMMERNE BAKKER OP

Det har krævet en indsats at få så mange nye golfere igennem systemet, så de får en god oplevelse og forhåbentlig får lyst til at fortsætte. Og opbakningen fra medlemmerne har da også været helt fantastisk.

De stod bag beslutningen, de har delt flyers ud til venner og kolleger, fundet brugt udstyr frem fra gemmerne og været mentorer for de nye golfere. I alt har der været omkring 75 frivillige hjælpere involveret for at få de nye golfere godt fra start.

De mange nye golfere har betydet, at par 3-banen er blevet brugt flittigt, ligesom restauranten har kunnet mærke, at der var flere kunder. Klubbens eksisterende medlemmer har fået tilbud om gratis holdtræning som kompensation for, at træneren har været mere optaget, og på Driving Rangen, der har udslagspladser i begge ender, har de nye primært brugt den modsatte ende.

SPIL GRATIS - OGSÅ I 2016

Alt i alt har spil-gratis-ordningen været en succes.

 

- Hvor vi tidligere mistede netto 50 medlemmer pr. år, har vi fået en nettotilgang på 75 i 2015, hvilket blandt andet skyldes, at vi også har fået 40 nye medlemmer, der kommer fra andre klubber. Vi har stadig plads til flere medlemmer, så vi fortsætter med gratis golf for nye spillere i 2016. Der er i år sat loft over, hvor mange nye gratis golfere der kan komme ind for at være sikker på, at de kan håndteres, siger Jens Balling.

 

 

Tre ting som du skal tænke over, når du laver Try Out

1. Eksisterende medlemmer skal bakke op - helst på en generalforsamling

2. Der skal være nok frivillige hjælpere til at tage sig af så mange potentielle nye golfere

3. Eksisterende medlemmer skal have noget igen

 

Kontaktperson i Gilleleje, hvis du vil vide mere om tryout i Gilleleje:


Club Manager: Peter Rønne - Mail: pr@ggk.dk, tlf. 49718056

Formand Jens Balling - Mail: formand@gillelejegolfklub.dk, tlf. 20219876

 


Her kan du finde mere information om casen fra Gilleleje:

http://ggk.dk/gratis-golf/