Klubber kan iværksætte enkelte klubaktiviteter

22/04 - 2020 |

22. aril 2020

Nedenstående beskriver Dansk Golf Unions anbefalinger i forhold til turnerings- og aktivitetsafvikling i golfklubben og på nationalt niveau i perioden frem til den 10. maj 2020.


For at være i trit med nye retningslinjer fra DIF og DGI, reviderer Dansk Golf Union nu sine anbefalinger, så flere klubaktiviteter kan afvikles.

DIF og DGI udsendte i dag pressemeddelelse vedrørende åbning af udendørsidrætter uden kropskontakt, hvor der anbefales retningslinjer for afvikling af disse aktiviteter.

DIF og DGI anbefaler, at man kan dyrke udendørsidræt i mindre grupper, hvilket vi i golfsporten betragter som værende firebolde. Da DIF og DGI ikke anbefaler, at man kun dyrker idræt med familiemedlem eller fast idrætspartner bør dette fremadrettet heller ikke gælde i golfsporten. 

Derfor udgår anbefalingen om, at man som golfspiller under coronaepidemien kun bør spille med nogen fra egen husstand eller fast spillepartner.

For golfsporten får det yderligere den konsekvens, at man derfor godt kan afvikle klubaktiviteter som fx. klubturneringer og klubber i klubben aktiviteter. Det skal dog være inden for rammerne af de øvrige anbefalinger fra DGU.

 

Se de reviderede anbefalinger her

 

Der kan dog være lokale forhold, som har betydning for anbefalingerne, hvorfor den enkelte golfklub bør overveje retningslinjerne for egne aktiviteter. Det er klubbens ansvar at sikre et set-up, der overholder myndighedernes retningslinjer og det er herefter spillernes ansvar at overholde dem. 

I forbindelse med afviklingen af aktiviteter og brug af klubbens faciliteter er det væsentligt, at den enkelte golfklub samtænker alle disse elementer, som samlet set fortsat skal efterleve forsamlingsforbudet og myndighedernes retningslinjer. Vi får tilbagemeldinger fra flere golfklubber, som oplever mange personer samlet i golfklubben, hvilket vi skal passe på med. 

Ændringerne i DGU’s anbefalinger betyder altså, nogle foreningsaktiviteter kan afvikles, så længe forsamlingsforbuddet over 10 personer kan overholdes, samt at sundhedsstyrelsens anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd efterleves.

 

Særlige overvejelser i forbindelse med turnerings- og aktivitetsafvikling:

  1. Deltagerne bør ankomme til golfbanen umiddelbart før aktivitetens påbegyndelse og køre hjem umiddelbart efter afsluttet aktivitet. For turneringer betyder det bl.a. at velkomst, præmieoverrækkelse og andre sociale samlinger ikke bør finde sted.

  2. Indtjekning, betaling, fælles informationer og resultatformidling bør foregå online.

  3. Registrering af scores bør foregå online, så fysiske scorekort ikke cirkulerer mellem spiller, markør og turneringsledelsen.

  4. Turneringsledelsen skal i turneringsbetingelserne definere hvorledes resultater kan indberettes så fysiske scorekort undgås. Det kunne fx være:

    a. Bruge GolfBox’ Spiller-scoreindtastning
    b. SMS’e sit resultat til turneringsledelsen
    c. Tage billede af sit scorekort (som spiller selv har ført og markør mundtligt godkendt) og sende til turneringsledelsen
    d. Andre kreative løsninger

  5. Turneringer bør afvikles med løbende start så forsamling og ophold i klubben minimeres. Gunstart kan øge risikoen for brud på forsamlingsforbudet, både i forbindelse med ankomst, opvarmning og afslutning af en turnering.

  6. Træningsfaciliteter anpasses i forbindelse med aktiviteten, så de generelle anbefalinger fortsat overholdes.


 

Alle DGU’s turneringsaktiviteter er fortsat aflyst til og med den 10. maj. Hvad der sker herefter er fortsat uvist. DGU følger regeringens og myndighedernes anbefalinger tæt, og særligt forsamlingsforbudet på 10 personer har stor betydning for DGU’s anbefalinger efter den 10. maj. Så snart vi kender de nye retningslinjer for forsamlinger, justerer vi vores anbefalinger, såfremt vi vurderer, der er behov for det.