Legater til unge golftalenter

21/09 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

I alt syv talentfulde golfspillere modtog fredag Golf Klub Danmarks legat 2019.

Golf Klub Danmark Legatet kan tildeles elitespillere for opnåede resultater, spillemæssig fremgang, træningsflid og for andre kvaliteter, der har været af betydning for elitegolfen.

På herresiden blev Rasmus Neergaard-Petersen fra Furesø Golfklub tildelt 20.000 kroner.

- Rasmus har i de seneste år primært udviklet sig mentalt, hvor han gennem større selvindsigt er blevet dygtigere til at håndtere de udfordringer der opstår på en runde. Han er hårdtarbejdende og giver aldrig op, hvorfor er selv efter en dårlig start på en runde altid kommer igen, siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Rasmus Neergard-Petersen vandt i år German Amateur for andet år i træk. Han blev bedste dansker ved det individuelle EM med en 9. plads, og lige nu er han Danmarks højest rangerende amatør, da han er nummer 46 på World Amateur Golf Rankings.

20-årige Rasmus Neergaard-Petersen studerer på Oklahoma State University og var derfor ikke i stand til personligt at tage imod legatet i Nyborg.

Det danske pigelandshold, som vandt EM i juli, modtog også 30.000 kroner til deling. De seks på guldholdet er:

Anne Wennervald Normann, Rungsted Golf Klub

Amalie Leth-Nissen, Hjortespring Golfklub

Cecilie Leth-Nissen, Hjortespring Golfklub

Alberte Hallberg Thuesen, Mølleåens Golfklub

Natacha Høst Husted, Smørum Golflkub

Olivia Grønborg Skousen, Helsingør Golf Club

Det er første gang nogensinde, at et dansk pigelandshold vinder EM. De danske piger blev nummer tre i det indledende slagspil, hvorfra de otte bedste lande går til medaljespillet. 

I hulspillet gjorde Danmark det af med først Tjekkiet og siden Tyskland, begge gange efter at have tabt de indledende foursomes for bagefter at gøre et imponerende comeback.

I finalen ventede værterne for Spanien, da pigernes EM blev på Parador El Saler ved Valencia. Men danskerne vandt med 4-3, den snævrest mulige margen, og kan dermed kalde sig europamestre. 

Legattildelingen kan af modtageren anvendes frit til uddannelsesformål, herunder rejse, træningsophold og turneringsdeltagelse.

Danmark opnåede sølv til EM Youth (U22) i 1980, men 2019 var det første år, hvor et decideret pigehold nåede frem til finalen. Fire gange tidligere – i 1993, 2006, 2007 og 2012 – er det blevet til bronze for de danske piger.

 

Kontakt, Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union, 28 89 51 39