Lejeforbedring i Danmarksturneringen

04/05 - 2021 |

Vi har fået mange spørgsmål om spil med lejeforbedring i den kommende divisionsweekend.

Det er naturligvis forholdene på den enkelte bane, der afgør nødvendigheden af en eventuel brug af en lokalregel til at give fair forhold for spillet.

Hvis en bane ønsker at indføre spil med lejeforbedring, anbefales det at anvende den midlertidige standard lokalregel E-3, som giver mulighed for at placere bolden inden for et angivet lempelsesområde, som anbefales at være et scorekort. Dog, hvis forholdene er meget ringe, kan det være op til en køllelængde.

Det er kun muligt at spille med lejeforbedring i den del af det generelle område, som er klippet til fairwayhøjde eller lavere.

I dette forår med lav vækst kan der være områder uden for fairway, som også er dårlige. Men ifølge Den officielle guide til Golfreglerne - afsnit 8L, uautoriserede lokalregler - er det ikke tilladt at anvende en lokalregel, der gør det muligt for spillerne at bruge lejeforbedring i hele det generelle område. Det betragtes som et brud på de grundlæggende principper i Golfreglerne.

Og da turneringsbetingelserne for Danmarksturneringen fastslår, at der " spilles efter de af R&A senest vedtagne golfregler", så skal man altså holde sig inden for de muligheder som E-3 giver.

 

Læs mere om de generelle anvisninger om spil med lejeforbedring her, hvor du også finder de anbefalede formuleringer