Lyngennemgang af de nye regler og det nye handicapsystem

06/04 - 2018 | Henriette Krøyer

I forbindelse med Dansk Golf Unions repræsentantskabsmøde blev de nye golfregler og det nye handicapsystem gennemgået på en let og overskuelig måde.

 

Nye Golfregler i 2019

De nye ændringer af golfreglerne betyder, at alle golfspillere fra sæsonen 2019 kommer til at skulle spille efter markant ændrede regler.

På repræsentantskabsmødet præsenterede projektleder Ole Haag en kort gennemgang af de nye regelændringer.

- R&A og USGA er lykkedes med at forenkle reglerne for et antal vigtige områder. Der er fem vigtige overskrifter for forbedringer: Forhold, der gavner spilletempo, forhold omkring slaget til bolden, forenkling ved drop, forenkling af baneopsætning med benyttelse af de nye strafområder med røde markeringer og en højere grad af tiltro til spilleren. Alle fem områder vil medvirke til at forbedre opfattelsen af reglerne, så de fremover betragtes som tilgængelige og logiske og ikke besværlige, siger Ole Haag, der står for implementeringen af de nye regler.

 

Dansk Golf Union har lavet et særligt område på hjemmesiden til at samle informationer om processen frem imod iværksættelsen 1. januar 2019. Du finder link til området herunder, hvor DGU også vil holde klubberne orienteret om elementerne i projektet og støtte golfklubber og golfspillere bedst muligt i overgangen til de nye regler.


Link til De nye Golfregler 2019

 

Nyt Handicap-system i 2020

I 2020 skifter EGA Handicapsystemet til World Handicap System (WHS).  Det skifte kommer til at få stor betydning for den måde, handicap bliver reguleret.

- I fremtiden kommer vi stadigvæk til at spille golf som vi plejer, hvor vores handicap først omregnes til et spillehandicap, vi noterer vores scores som slag eller en streg, og endeligt afleverer eller indtaster vi umiddelbart efter runden vores scores, siger Nick Hüttel, Regel- og handicapkonsulent, der står for implementeringen af det nye handicapsystem.

Forskellen i 2020 bliver at vi kommer til at beregne handicappet som et gennemsnit af de bedste scores, og ikke som i dag hvor handicappet justeres i små hak op og ned ud fra vores nuværende handicap.

- Der ændres derfor kun på den bagvedliggende udregning som systemet tager sig automatisk af, og ikke på den måde vi spiller golf eller bruger et handicap til at udligne forskellen på spillere med forskellige spillestyrker. Det bliver lettere at forklare og forstå at et handicap på et hvert givent tidspunkt er gennemsnittet af de 8 bedste af de seneste 20 scores, og at det gælder for alle golfspillere i verden, forklarer Nick.

 

Dansk Golf Union har også lavet et særligt område på hjemmesiden omkring ændringer af det nye handicapsystem.

Du finder link til området herunder, hvor DGU løbende vil holde klubberne orienteret om overgangen til de nye handicapregler.


Link til WHS 2020

 

Du kan hente Ole Haag og Nick Hüttels præsentationer fra repræsentantskabsmødet her: Præsentation (pdf)