Må nyhedsbreve til golfklubbens medlemmer indeholde reklamer/annoncer?

02/05 - 2018 | Henriette Krøyer

Det korte svar er: JA – og dette kan endda gøres uden samtykke fra modtagerne af nyhedsbrevet, så længe reklamerne ikke er henvendelses hovedformål. Markedsføringsloven, der indeholder regler omkring udsendelse af reklamer blev fornyet pr. 1. juli 2017. Markedsføringslovens § 10 forbyder udsendelse af reklame via e-mail, sms og andre elektroniske kanaler med mindre modtageren har givet samtykke til at ville modtage reklamen (populært kaldet Spam-forbuddet).

Af forarbejderne til den tidligere Markedsføringslov fremgår det imidlertid, at sportsforeninger med et ikke-økonomisk formål i almindelighed vil falde uden for lovens anvendelsesområde, da de ikke er ”erhvervsdrivende”, ligesom det fremgår, at reklamer i medlemsblade, der sendes til medlemmerne af foreningen, som udgangspunkt ikke er omfattet af forbuddet, så længe reklamemeddelelsen ikke er henvendelsens hovedformål.

Forbrugerombudsmanden har udgivet en vejledning om spam-forbuddet som er under revision. Ved telefonisk henvendelse til Forbrugerombudsmanden har DGU fået bekræftet, at forarbejderne og vejledningen ikke er blevet ændret på ovenstående punkter, hvorfor disse stadig vil stå ved magt og også fremgå af den reviderede vejledning fra Forbrugerombudsmanden.

 

Således kan en golfklub med ikke-økonomisk formål lovligt sende nyhedsbreve til golfklubbens medlemmer, der indeholder reklamer og annoncer for golfklubbens sponsorer og samarbejdspartnere, uden at skulle have indhentet samtykke til at måtte udsende reklame. Dog må reklamemeddelelserne aldrig blive nyhedsbrevet hovedformål – hvilket dog næppe heller bliver tilfældet.