Meteorologien i vejen for tværpolitisk golf

16/06 - 2016 | Dansk Golf Union

De dystre vejrudsigter for Bornholm betyder, at Dansk Golf Union og Diabetesforeningen aflyser den planlagte golfturnering under Folkemødet.

- Vi har glædet os meget til dette års Folkemøde og ikke mindst til vores lille tværpolitiske golfturnering, "Slå et slag for Diabetessagen", som var planlagt til at finde sted fredag.

Sådan lyder det fra Jesper Jürgensen, kommunikationschef i Dansk Golf Union.

Diabetesforeningen og Dansk Golf Union er blevet enige om at droppe golfturneringen på Nordbornholms Golfklubs bane.

- Idéen var at udfordre politikere på tværs af partiskel til en dag i den skønne bornholmske natur. Vi er derimod blevet overmandet af naturen, som har vist sig fra den væmmelige side og lover heldagsregn i morgen og over 30 mm om eftermiddagen, netop på det tidspunkt vi skulle spille golf, siger Jesper Jürgensen, og fortsætter:

- Golf kan spilles i al slags vejr, men første gang skal det ikke ske i massiv regnvejr. Vi har derfor valgt at aflyse og takker for jeres mod og interesse for at være med.

Arrangørerne vil prøve at tage tråden op til næste år og få stablet en golfturnering på benene i et forhåbentligt sjovere vejr.

 

Kontakt: Jesper Jürgensen telefon: 30 65 29 50

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer