Nordic Junior Match

04/05 - 2020 |

Hvert år spiller vi en landskamp kaldet Nordic Junior Match, mod Sverige, Norge og Finland. Til denne landskamp dyster den bedste pige- og drengespiller i hver årgang (fra 13-18 år) fra hvert land mod hinanden i en holdkamp.

 

Nordic Junior Match spilles, lidt som Ryder Cup, med både foursomes og singler.

 

I Danmark kvalificerer man sig til det danske hold gennem Årgangsmesterskaberne og DM Slagspil.

  • Vinderne af Årgangsmesterskaberne i rækkerne 13-16 år inviteres til at repræsentere Danmark i denne landskamp.

  • Årgangene 17 og 18 år kvalificerer sig via DM i Slagspil. Den bedst placerede 17 årige pige og dreng samt den bedst placerede 18 årige pige og dreng i DM Slagspil inviteres således til at repræsentere Danmark i denne landskamp.

 

I 2020 blev landskampen spillet i Sverige og Danmark vandt. Læs om landskampen her

 

Fredag

Rejsedag samt prøvespil. Fredag samles vi i Danmark og tager sammen til Sverige. Når vi ankommer til Sverige prøvespiller vi turneringsbanen i 4 bolde. Hvorefter vi tjekker ind på vores overnatningssted. Fredag aften spiser vi velkomst middag med de fire andre lande og efterfølgende samles vi til taktikmøde for lørdagens runder. Det er også her spillerne får udleveret landsholdstøjet til de to kommende spilledage.

Fredagen er altid en fantastisk dag på turen, hvor det danske hold hele tiden er tæt sammen og får opbygget en holdånd der skal bære dem frem i turneringen. Denne fredag vil der ofte også være input fra de danske landsholdstrænere eller andre personer omkring det danske landshold, ift. at optimere spillernes forberedelse til vigtige turneringer og det at repræsentere Danmark. Ofte er det for mange af spillerne (specielt de yngre) nemlig første gang de kommer i berøring med landsholdsgolf, og det er dermed en stor oplevelse og mulighed for dem, i forhold til at udvikle sig i denne retning.

 

Lørdag

Lørdag bliver der spillet mixed Foursome i hver årgang. Det vil sige, at drengen og pigen fra hver aldersgruppe spiller sammen, mod de andre landes mixed Foursome i samme årgang.

 

Der spilles fra scratch efter hulspilsregler. Det endelige spilformat offentliggøres, når vi har modtaget dette års invitation fra Sverige.

 

Efter lørdagens spil er der fælles aktiviteter med de andre lande. Dette er altid sjovt og en mulighed for, at deltagerne lærer nogle spillere fra de andre lande at kende. Dagen rundes af med fællesspisning.

 

Søndag

Søndag bliver der spillet singler for hhv. drenge og piger i hver årgang. Det vil sige, at drengene i hver aldersgruppe spiller mod hinanden og pigerne i hver aldersgruppe spiller mod hinanden.

 

Der spilles fra scratch efter hulspilsregler. Det endelige spilformat offentliggøres, når vi har modtaget dette års invitation fra Sverige.

 

Efter søndagens spil er der fælles frokost med præmieoverrækkelse, hvor vi håber at weekendens spil betyder at vi kan tage den eftertragtede vandrepokal med hjem til Danmark. Efter præmieoverrækkelsen tager vi hjem.