Nyt: Startpakken som “Gaveæske”

05/04 - 2018 | Henriette Krøyer

Beskriv klubbens begyndertilbud. Udbyd det til salg på vores webshop. Vi pakker og sender.

Med dette helt nye initiativ håber Dansk Golf Union at kunne hjælpe golfklubberne med at markedsføre og sælge ”Startpakken til golf” til interesserede danskere. De fleste danske golfklubber har designet et rigtig godt introduktionsforløb, som typisk indeholder adgang til faciliteter, lån af udstyr, undervisning og samvær med andre begyndere. Prisen for at komme i gang med golf er ofte ganske lav, ligesom vi bliver bedre og bedre til at modtage de nye golfspillere i golfklubberne. Produktet for de nye golfspillere er dermed på plads - vi skal bare have fortalt det til de mange danskere som indikerer, at de er interesserede i golfsporten. Startpakken skal hjælpe med denne markedsføringsopgave.

 


Vi pakker den enkelte golfklubs begynderprodukt i en fin gaveæske med et gavekort og skaber en online salgsplatform, hvor interesserede kan købe denne unikke gaveæske med golfklubbens individuelle startpakke.
Med overskriften ”En gave for livet” ser vi mange muligheder for at de 151.000 eksisterende golfspillere kan købe en gave til én de holder af i forbindelse med f.eks. Fars dag, Mors dag, Valentinsdag, julegave eller fødselsdagsgave. Gaveæsken kan således købes direkte på nettet til en hvilken som helst golfklub, som deltager i projektet eller man kan købe gaveæsken fysisk i golfklubben.

I forbindelse med de forskellige mærkedage kan DGU ligeledes laves fælles markedsføringsmaterialer som golfklubberne kan benytte lokalt eller DGU kan bruge nationalt. Vi får med andre ord skabt en fælles salgsplatform, hvor vi kan sænke barrieren for at komme i gang med golf og fysisk sælge et rigtig fint produkt. Vi glæder os ligeledes til at rulle de forskellige kampagner ud, så vi kan blive klogere på hvilke produkter som sælger bedst og hvilke metoder som er mest effektive til at sælge startpakken i golf. Vi kan helt sikkert lære fra hinanden og med tiden opbygge en stærk platform for salg af nye medlemskaber i golfklubberne.

Vi præsenterede for første gang konceptet om webshoppen og gaveæsken på vores temamøde i marts 2018. Feedbacken fra golfklubberne var yderst positiv og vi har allerede 25 golfklubber som har tilkendegivet, at de ønsker at deltage i projektet. Vi håber naturligvis at få flest mulige golfklubber med på idéen.

Det har været vigtigt for os i planlægningen, at deltagelse er gratis for klubben. Vi håber derfor, at rigtig mange klubber vil spille med og udbyde deres begynderpakke online.


Praktisk information

  • Golfklubben fastsætter selv indhold og pris på sin specifikke gaveæske. Husk dog at æskens indhold skal være salgbart som gave, ligesom I skal kunne levere en god oplevelse, når kunden ønsker at indløse gavekortet.

  • Golfklubben har ingen udgifter forbundet med deltagelse i projektet. DGU betaler for gaveæsker, webshop, distribution og national markedsføring. Ønsker golfklubben selv at formidle et fysisk salg af gaveæsken betales kostprisen for disse gaveæsker dog af golfklubben.

  • Vi starter salget af gaveæsker op til Fars dag den 5. juni, hvorfor golfklubben bedes tilmelde sig projektet hurtigst muligt.

  • Når en kunde online køber en gaveæske fremsendes denne til den angivne leveringsadresse og pengene for købet går ubeskåret til golfklubben. Det kræves således at golfklubben har en indløsningsaftale med en tilhørende betalingsgateway. 

  • Golfklubben beskriver selv indholdet af Startpakken og forpligter sig til at holde denne information opdateret og levere produktet, når kunden indløser den købte startpakke.

 

Kontakt

Ønsker du at høre mere om projektet eller tilmelde golfklubben bedes du kontakte Udviklings- og Turneringschef Jonas Meyer – På forhånd tak

Mail:       jmj@dgu.org
Telefon:     4326 2687