Nyt vedrørende talentudvikling/ udviklingscentre

18/10 - 2017 |

I 2013 oprettede vi DGU Talentcentre som en del af DGU's samlede talentudviklingsstrategi. Som en konsekvens af faldende deltagerantal ændrede vi i 2015 kriterierne for deltagelse. I 2016 ændrede vi desuden navnet til DGU Udviklingcentre, idet vi ikke ønskede at prædefinere, hvornår man er et talent. Dermed fik centrene helt naturligt mere og mere karakter af et bredt udviklingsarbejde. Da dette format ikke længere står mål med den oprindelige talentudviklingsstrategi, har vi nu besluttet ikke at fortsætte udviklingscentrene fra 1. januar 2018.

 

Hvordan bliver man så en del af talentudviklingen i Dansk Golf Union?

Vi vil fremadrettet bruge længere tid på at lære den enkelte spiller at kende via et forløb i udviklingstruppen - og for at komme i betragtning til denne, er det primært registrerede resultater i forhold til alder på DGU-ranglisterne der vægtes. Læs mere om “Vejen til Landsholdet” her.

Vi gennemfører derfor ikke Try-outs for at finde kandidater til landsholds- og udviklingstrupper, da vi ikke tror på at det er det rigtige at gøre. Try-out har karakter af eksamen og det er lidt tilfældigt, hvad vi kan nå at observere og registrere - og i bedste fald er den kun et øjebliksbillede af spilleren.

Til de kommende ungdomstrupper, der netop er udtaget, har landstrænerne Martin Raal Kold og Thomas Brønd Poulsen studeret ranglister og kombineret det med det personlige kendskab, som vi har opnået på eksisterende spillere i truppen, samt med det kendskab, vi har til spillerne via turnerings-observationer og/eller samtaler med hjemmetræner mv.. Såfremt en spiller bliver udvalgt, vil denne blive kontaktet direkte i løbet af uge 42.

 

Kontaktperson

Claus Mølholm
Sportschef
Mail: cml@dgu.org