Overgang til nyt handicapsystem for spillere med mere end handicap 54

19/11 - 2020 | Nick Hüttel Olesen

I det nye handicapsystem fra januar 2021 kan man maksimalt have et handicap på 54, og det betyder, at alle med et højere handicap får dette reduceret til maksimalt 54 ved årsskiftet.  

Ved overgangen til det nye system beregnes, som bekendt, et gennemsnit af spillerens bedste handicapresultater, som dog maksimalt kan være 54.

Det vil sige at spillere med højere handicaps højst sandsynlig har en række scores, hvor der er er spillet til mere end handicap 54, og dermed bliver selve beregningen af gennemsnittet af de bedste efterfølgende begrænset til 54. 

 

Der vil således efterfølgende findes spillere med et handicap på 54, som de endnu ikke kan spille til.

Tidligere har spillere fra handicap 72 kunne følge med i et faldende handicap ned mod 54, og få løbende succesoplevelser ved at se deres handicap falde i takt med forbedrede evner. Nu vil de opleve en periode, hvor der ikke kan spilles "til handicap".

MEN - for at bibeholde muligheden for, at spillere kan følge med i deres forbedrede golfevner og vejen mod faktisk at kunne spille til handicap, får begyndere, som endnu ikke har spillet sig ned i handicap 54, vist deres laveste handicapresultat øverst i GolfBox. 

Spilleren herunder kan således følge med i, at det laveste handicapresultat er 60,4, og det er spillerens nuværende niveau. Spilles der en ny runde i f. eks. 58,2, vil det være det nye laveste handicapresultat, og således kan spilleren følge med i rejsen ned mod 54. 

Spilleren kan altså følge med i sin forbedring via det løbende, laveste handicap, indtil der reelt kan spilles til det beregnede handicap på 54. Men der bliver ikke høstet mange point i de turneringer, der deltages i, da Stablefordpoint jo tildeles ud fra et spillehandiap baseret på de 54, som der endnu ikke kan spilles til. Det er der dog en mulig løsning på.

Ønsker man i klubben også at gøre det muligt for begyndere at vinde begynderturneringer, kan det lade sig gøre ved at oprette turneringer, hvor spillerens laveste handicap manuelt indsættes som spillerens handicap. 

 

Det vil sikre, at spilleren I TURNERINGEN får lov til at spille med et justeret spillehandicap, der svarer til den reelle spillestyrke. Dermed får spilleren de tildelte slag, der kan give en fair chance for at score et normalt antal stablefordpoint og evt. vinde turneringen. Begynderen vil således kunne få samme succesoplevelse ved at have scoret fx 37 point, som en spiller under handicap 54, som også får de tildelte slag, der er brug for. 

 

Det er dog kun i Turneringen, at det justerede spillehandicap og dermed de 37 point gælder. I forhold til det opnåede handicapresultat, som kommer til at indgå i spillerens handicapberegning, bruges selvfølgelig spillerens faktiske handicap på 54 og det deraf følgende spillehandicap/stablefordpoint.