Præcisering - Danmarksturneringen for Ungdom

15/10 - 2019 |

I forbindelse med oprettelsen af den nye Danmarksturneringen for Ungdom har vi behov for at uddybe formålet med oprettelsen, retningslinjerne for dispensation, tilmelding til Ungdomsrækken samt hvordan denne turnering hænger sammen med de øvrige holdturneringer for juniorer og ungdom.

Vi beklager den forvirring, som den første kommunikation har medført og håber, at denne præcisering kan afklare disse forhold.

 

Formål og baggrund for oprettelse af Ungdomsrækken

Vi har gennem de sidste mange år oplevet en kraftig tilbagegang i Elite og A-rækken i Juniorholdturneringen samt i Sportsjournalisternes Juniorholdturnering. Dette er sket på trods af, at der i den samme periode er ændret i aldersgrupperne, så flere kan deltage, at der har været øget fokus på tilmelding og markedsføring af disse to turneringer samt, at antallet af juniorer med lavt handicap er næsten uændret på landsplan. 

Interessen for disse to holdturneringer er ganske enkelt dalende og i stedet flyttes flere og flere juniorer ind i Danmarksturneringen for damer og herrer, hvor fokus og opmærksomhed er størst. Det er Danmarksturneringen, som er styrende og definerende for elitearbejdet i de fleste golfklubber og derfor naturligt, at det er klubbens hold i Danmarksturneringen, som løber med opmærksomheden. 

Vi drømmer om at spille juniorerne ind på denne vigtige arena! At skabe en holdturnering for U25 med lige så meget opmærksomhed, prestige og fokus som de øvrige aldersrækker - senior, veteran og superveteran. 

Vi tror på, at Ungdomsrækken kan blive en rigtig god rugekasse for talentarbejdet og være med til at forberede spillerne til Danmarksturneringen for voksne. I Ungdomsrækken vil deltagerne møde andre børn og unge, som arbejder målrettet på at blive bedre til golf i en arena med opmærksomhed og prestige. Med U25 aldersgrænse og handicapgrænsen under 18 åbnes der samtidig for de grupper af spillere, som har været fanget i et vakuum mellem at være for gamle til juniorturneringer og ikke have et handicap, som er lavt nok til eliteturneringer.

 

Tilmelding til Danmarksturneringen for Ungdom

Vi har valgt at lave en “Kvalifikationsturnering” forud for opstart af Ungdomsrækken, som skal bruges til at placere klubbens hold i Eliterækken, 1. division eller kvalifikationsrækken. 

Det har vi gjort, både for at finde et aktuelt styrkeforhold af de forskellige Ungdomshold, men også for at skabe en sjov og motiverende optakt til Ungdomsrækken. Så har spillerne noget relevant og vigtigt at træne frem mod over vinteren. Kvalifikationsturneringen afvikles den 19. april 2020, både øst og vest for Storebælt.

Vi har derfor valgt at skubbe tilmeldingsfristen til den 1. april 2020 for tilmelding af hold i Ungdomsrækken. Det giver klubben lidt ekstra tid til at planlægge turneringsdeltagelsen og få et mere retvisende billede af, hvilke U25 spillere klubben har til rådighed. Vi håber dog, at flest mulige golfklubber vælger at tilmelde hold hurtigst muligt. På den måde kan vi bedre planlægge både kvalifikations- og Danmarksturneringen samt støtte de klubber, som har brug for hjælp.

 

U16 spillere i Danmarksturneringen for damer og herrer

Som udgangspunkt kan en U16 spiller ikke deltage i Danmarksturneringen for damer og herrer. Der er dog tre scenarier, hvor U16 spillere kan deltage såfremt golfklubben vurderer, at dette er hensigtsmæssigt i forhold til den enkelte spillers udvikling:
 

  1. For Elitedivision og 1. division damer gælder det, at U16 piger kan deltage uden dispensation, såfremt golfklubben har vurderet, at dette gavner den enkelte spillers udvikling

  2. For Elitedivision, 1. division og 2. division herrer gælder det, at U16 drenge kan deltage uden dispensation, såfremt golfklubben har vurderet at dette gavner den enkelte spillers udvikling

  3. Der kan søges dispensation for deltagelse af U16 spillere i alle lavere rangerende divisioner/rækker for både damer og herrer. En dispensation gives såfremt golfklubben (træner, leder, forældre) har vurderet og begrundet, at dispensationen tjener spillerens behov.

 

Det gælder dog generelt for deltagelse af U16 spillere (eller andre som har behov), at golfklubben bør sikre et setup, som støtter spilleren i at få den bedst mulige oplevelse med deltagelsen i Danmarksturneringen.

 

Hvorfor dette behov for dispensation?

Fordi vi gentagne gange bliver konfronteret med eksempler på, at deltagelse af juniorer i Danmarksturneringen primært har tjent formålet “at kunne stille hold” eller “for at kunne vinde” samt, at det i enkelte tilfælde har haft uheldige følger for de deltagende juniorer. 

Begge argumenter for at benytte juniorer, mener DGU, er sekundære i forhold til juniorernes behov. Det er således juniorernes behov, der bør gå forud for alle øvrige prioriteter. Det er samtidig den enkelte golfklub, og de voksne omkring juniorerne, som er bedst til at foretage denne vurdering. Dispensationsansøgningen er en metode til at sikre, at der går en ansvarlig proces forud for deltagelsen i voksenturneringen samt, at DGU har mulighed for at sende en række anbefalinger til netop den golfklub, som vælger at benytte U16 spillere i Danmarksturneringen for damer og herrer.

 

Hvordan får golfklubben dispensation til benyttelse af U16 spillere?

Senest onsdag kl. 12:00 forud for én af de tre planlagte spilleweekender eller finaleweekenden, skal golfklubben have søgt dispensation for den pågældende U16 spiller.

Ved dispensationer skal det være hensynet til juniorernes behov, som danner grundlag for ansøgningen. Eksempler på dispensationsansøgninger kunne være:

 

  • Vi har vurderet, at U16 spilleren XXXX er mentalt og sportsligt klar til deltagelse i Danmarksturneringen for herrer. Vi mener, at det er på klubbens 3. divisions hold, at vi bedst stimulerer hans sportslige udvikling. Vi har samtidig valgt, at han starter i vores foursome sammen med en voksen, der evner at støtte og hjælpe U16 spilleren.

  • Vi har vurderet, at U16 spilleren XXXX er mentalt og sportsligt klar til deltagelse i Danmarksturneringen for damer. Hun har ikke andre muligheder for deltagelse i en holdturnering, da vi ikke har nok juniorer til at deltage i Danmarksturneringen for Ungdom. Vi har samtidig aftalt, at hendes træner går caddie sammen med hende og hjælper hende til en god oplevelse.

 

Dansk Golf Unions sekretariat behandler dispensationsansøgningen hurtigst muligt og alle ansøgninger, som indsendes forud for fristen vil blive behandlet til den førstkommende turneringsweekend. En dispensation gælder for den enkelte U16 spiller i hele sæsonen.

Benyttes en U16 spiller uden at denne har modtaget en dispensation forud for spilletidspunktet, er spilleren at regne som ulovlig spiller med de til enhver tid gældende regler i Danmarksturneringen. 

 

Øvrige holdturneringer for juniorer

Juniorholdturneringen kommer til at fortsætte i et format, som minder meget om det nuværende. Men fokus bliver lagt på de målgrupper, som har et handicap over 18, hvorfor de øverste rækker skal ind og spille i Danmarksturneringen for Ungdom.

Sportsjournalisternes Juniorholdturnering nedlægges helt, da både antallet af hold samt prioriteringen fra de bedste spillere i klubberne er stærkt dalende. Vi kigger sammen med Sportsjournalisterne på, hvordan vi kan fortsætte samarbejdet og eventuelt bibeholde den attraktive præmie til The Open.

 

Vi ses på distriktsmøder og Landsseminaret

Slutteligt håber vi at se jer alle sammen til efterårets distriktsmøder og Landsseminaret den 23. november, hvor vi skal drøfte den samlede turneringsstruktur for juniorer. Det er her vi kommer til at løfte sløret for den samlede turneringsstruktur, hvor alle juniorer i fremtiden har mulighed for at deltage i en individuel-, en makker- og en holdturnering, uanset køn, niveau, alder eller hvor man bor i landet. 

Den nye turneringsstruktur giver et tydeligere billede af den røde tråd for den enkelte junior, bedre planlægning, lettere tilmelding og skal frem for alt bidrage til at få flere end de nuværende 15% af alle juniorer ud og deltage i en turnering uden for sin hjemmeklub.

 

Har du spørgsmål eller behov for uddybning bedes du kontakte Turnerings- og Udviklingschef Jonas Meyer på 43262687.