Regler om udmeldelsesfrister

25/05 - 2016 | Steven Errebo

Det er nu fastslået ved byretten, at et medlem i en golfklub er forpligtet til fortsat at betale kontingent, hvis ikke udmeldelse er sket rettidigt i henhold til klubbens vedtægter.

I den konkrete sag havde en klub i vedtægterne fastlagt en udmeldelsesfrist til senest 31. december, for at udmeldelse kunne få effekt for det kommende kalenderår. Medlemmet havde i sagen meldt sig ud i april måned 2015. Medlemmet blev tilpligtet at betale medlemskontingent for 2015, idet retten lagde til grund og fastslog, at

  • medlemmet ved indmeldelse underlægges klubbens vedtægter, herunder bestemmelserne om udmeldelsesfrister,
  • det er medlemmet selv, der må sætte sig ind i klubbens vedtægter,
  • regler om en sådan fastlagt udmeldelsesfrist på de pågældende betingelser er et rimeligt vilkår,
  • medlemmet derfor havde meldt sig ud for sent og skulle på den baggrund betale fuldt kontingent for det pågældende kalenderår.

Sagen danner - efter DGU's opfattelse - grundlag for at antage, at en golfklub er berettiget til at fastholde de for golfklubberne særlige opsigelsesbetingelser i vedtægterne og at medlemmerne selv har pligt til at gøre sig bekendt hermed og derved overholde disse.