Sådan spilles kampe i Danmarksturneringen færdige som blev udsat pga. dårligt vejr

20/06 - 2019 |

I lørdagens 3. spillerunde i Danmarksturneringen måtte spillere over hele landet søge i dækning for et stort og landsdækkende tordenvejr. Mange steder varede spilafbrydelsen flere timer og andre steder kom spillet slet ikke i gang igen.

Her følger en kort oversigt over, hvordan I skal forholde jer for at få spillet jeres holdkamp færdig på en ny dato:

  • Værtsklubbens holdkaptajn og udeholdets holdkaptajn skal gå sammen om at finde nye mulige spilledatoer – hvoraf en af dem vælges. Målet er at blive enige om den bedst mulige dato for begge hold. Det er ikke tilladt at splitte den resterende del af holdkampen op og spille den på flere forskellige tidspunkter/datoer.

  • Deadline for afvikling af den udsatte holdkamp er fredag d. 16. august – inden næste spilleweekend.

  • Deadline for at få en aftale på plads og underrette DGU om den aftalte spilledato er tirsdag d. 25. juni. Skriv til taw@dgu.org

  • I alle holdkampe hvor holdkortet er blevet afleveret, er det de samme spillere, der skal genoptage holdkampen – på det sted på banen, de var kommet til. I divisioner, hvor man spiller single om eftermiddagen, har man mulighed for at indsætte en reserve som normalt, hvis man ikke har nået at aflevere holdkortet på singlerne endnu.

  • Hvis der er enkelte matcher i holdkampen, hvor man ikke kan stille med den oprindelige spiller – er det IKKE muligt at indsætte en reserve. Den pågældende match tabes i så fald med maksimale cifre jvf. reglen om ’udebleven spiller’. Hvis begge hold i den samme match ikke stiller med deres spiller(e) taber begge hold med maksimale cifre – dvs. begge hold får 0 point i den match.

  • Det er ikke tilladt at aftale at dele hverken holdkamp eller enkelte matcher på forhånd.
     

Læs mere

Reglerne for hvordan man genoptager spillet igen står i golfreglen 5.7 - læs mere her

Danmarksturneringens generelle turneringsbetingelser – læs mere her

 

Kontakt

Tanja Lewis
Turnerings- og udviklingskonsulent
Mail: taw@dgu.org
Telefon: 43 26 26 88