Særlige restriktioner udvides til at gælde i yderligere 31 kommuner

10/12 - 2020 |

10. december 2020 
 

På dagens pressemøde i Sundhedsministeriet blev der indført yderligere tiltag for at begrænse coronasmitten.

De restriktioner der pr. 9. december blev indført i 38 kommuner indføres nu også i yderligere 31 kommuner og omfatter: hele Region Sjælland, hele Region Midtjylland samt Aalborg, Fredericia, Vejle og Middelfart kommuner.

Restriktionerne i de nye 31 kommuner gælder fra i morgen kl. 16 til og med den 3. januar.

For disse kommuner gælder, udover de landsdækkende restriktioner, desuden følgende udvalgte restriktioner:

 

  • Serveringssteder (restauranter, caféer, barer mv.) skal holde lukket for servering til indtagelse på stedet. Der er fortsat mulighed for take-away.

  • Arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette.

  • Steder, hvor der udøves idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter, skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden. Professionelle idrætsudøvere kan fortsat anvende indendørsarealer, som er lukket for offentligheden. Der kan fortsat afvikles udendørsaktiviteter.

  • Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år ophæves. Der må herefter som udgangspunkt kun være 10 personer til stede på samme sted samtidig ved sådanne aktiviteter.

 

For golfsporten betyder det, at der kan spilles golf og afvikles turneringer og træning udendørs sålænge forsamlingsforbuddet på 10 personer overholdes. Til gengæld skal indendørs faciliteter som klubhuse, herunder cafeer og restauranter (undtaget take-away) være lukkede. Ligeledes skal indendørs træningsområder være lukkede.

Administrationslokaler, proshops, og toiletter kan være åbne.
 

Læs mere om de lokale restriktioner