Salg og segmentering på agendaen ved temamødet

21/03 - 2018 | Henriette Krøyer

Det handlede især om salg og segmentering af golfspillere ved Dansk Golf Unions temamøde, der blev afviklet i Korsør fredag den 16. marts.

Jesper Christensen, director for salg i revisions og konsulenthuset, Redmark åbnede eftermiddagen med en peptalk til klubberne for at sætte fokus på at gøre golfklubben til en mere sælgende organisation.

- Det skal være en god oplevelse at besøge en golfklubben. Derfor skal alle der arbejder i klubben lige fra klubsekretæren til greenkeeperen kunne sælge og levere den oplevelse, der gør man har lyst til at komme igen. Gør de det, så skal der nok komme flere ud i klubberne, sagde han.  


To typiske medlemsprofiler

Til at give et bud på arbejdet omkring segmentering af golfspillere kom en gammel kending, reklamemanden Jørn Duus, der udover et indgående kendskab til folks livsstil også selv er golfspiller.

- Golfklubberne største udfordring lige nu handler om image. Mange tror stadigvæk, at golf er en sport for de rige, men sådan er det jo ikke. Det er en sund sport, og det glemmer vi måske at fortælle. En anden udfordring er, at vi er nødt til at revitalisere klublivet, hvis man vil lege at man er en sportsklub. Hvis man tror man er klub så udstøder man nogle og hvis man tror man er en bane, så støder man andre fra, sagde Jørn Duus, der præsenterede en stor segmentering af golfspillere i Danmark set med afsæt i deres livsstil. I de sidste ni år er der blevet langt flere af de golfspillere som fokuserer på prisen på produktet.

- Og de sidste ni år har golfklubberne mistet mange af de fællesskabsorienterede spillere. Og det er en udfordring. Hvis man vil have dem tilbage skal klubberne måske til at gøre noget for at kombinere det at have et medlemskab af golfklub med også at være medlem af en fx fitnessklub eller skabe et cykelhold for de som spiller golf, sagde Jørn Duus.  

Udviklingschef i Dansk Golf Union, Jonas Meyer, præsenterede på temamødet to tiltag, som skal hjælpe klubberne med segmentering og salg.

I forhold til segmentering har Dansk Golf Union lavet en stor analyse af golfspillerne, som groft sagt kan deles op i to medlemsprofiler, de “Klub Afhængige” og de “Klub Uafhængige”  

 

Klik og se de to typiske medlemsprofiler her:


- På baggrund af analyse af motivation, adfærd og oplevelser fra mere end 12.000 golfspilleres fra 110 forskellige golfklubber kan vi overordnet opdele golfspillerne i to typiske medlemsprofiler. Den “Klub Uafhængige” og den “Klub Afhængige”, som udgør henholdsvis 47% og 53 % på landsplan. At forstå behovet og hvad som styrer loyaliteten for disse to typologier kan hjælpe os med at udvikle og tilpasse golfklubberne så vi fastholder begge medlemsprofiler. Det er en svær balance mellem aktiviteter, rettigheder og prioriteringer når en golfklub skal tilfredsstille begge målgruppers behov. Ofte vil beslutniger som tilfredsstiler den ene målgruppe have den modsatrettede effekt på den anden medlemsprofil. F.eks. er kampen om adgang til 1. tee et ofte set dilemma mellem de “Klub Afhængige” som spiller i Klubber i klubben og klubturneringer modsat de “Klub Uafhængige” som ønsker fleksibel tilgang til 1. tee og som ikke indgår i de organiserede fællesskab. Med introduktionen af de to medlemsprofiler får golfklubberne nu et værktøj til at forstå disse to målgrupper og bruger man Golfspilleren i Centrum kan man på klubniveau se fordelingen i sin golfklub og målgruppernes oplevelse med deres medlemskab.

 

Startpakke til golf

Som et tilbud til øge salg af medlemskaber præsenterede Jonas Meyer afslutningsvis et nyt koncept, som skal hjælpe klubberne med at få klubbens medlemmer til at give et prøvemedlemskab som en gave til fx venner og familie ved jul eller som Fars/Mors Dags-gave.

- De fleste golfklubber har en rigtig god “startpakke” som indeholder en let tilgængelig og sjov måde at prøve golfspillet på. Vi ønsker med dette koncept at skabe en platform for salg af “startpakken” på en webshop som kan markedsføres både lokalt og nationalt. Statpakken kan gives som gave til en du holder af og der findes ikke mange bedre gaver end starten på livet som golfspiller. Vi glæder os til sammen med golfklubberne at pakketerer startproduktet i en lille fin gaveæske og markedsføre det i fællesskab så vi kan få endnu flere danskere i gang med golfspillet.

 

Du kan se præsentationerne fra tema- og repræsentantskabsmøde her. Senere vil der også komme beslutningsreferat samt lydfil fra repræsentantskabsmødet.