Spil DGU Junior Cup og vind træningsdag med landsholdspillere til Made in Danmark

21/02 - 2018 | Henriette Krøyer

DGU Junior Cup er en turnering fra bredde til de bedste. Det er vores ønske at turneringen kan være med til at udvikle de deltagende juniorer på alle niveauer og være en sjov turnering med en masse gode oplevelser.

Fra 2018 kvalificerer vinderne sig ikke længere til landskampen, Nordic Junior Match, men det har været vigtig for os, at vinderne får en præmie der bakker om deres udvikling og inspirerer til at blive endnu dygtigere til golf. Hvem ved, måske de kommer i berøring med landsholdet en dag (læs mere om kvalifikationen til Nordic Junior Match længere nede).

Derfor vinder alle rækkevinderne i landsfinalen en dag, hvor de kommer til at dufte til det, at være en del af de danske landsholdstrupper, træning, turnering og mindset.

Det kommer til at foregå i forbindelse med Made in Denmark 2018, hvor vinderne mødes d. 1. september om aftenen til socialhygge og overnatning et sted nær Silkeborg. D. 2. september er det tidligt ud af fjerene, for at deltage i clinic/træning med to af Danmarks nuværende landsholdsspillere, efterfulgt af en lille turnering ligeledes sammen med landsholdsspillerne. Op ad dagen tager vi i samlet flok til Made in Denmark, for at følge afgørelsen på turneringen, og det er også muligt at jagte en autograf eller to.

Gennem hele dagen er der rigelig med tid til at snakke med landsholdsspillerne om golf, træning og hvad der skal til for at komme så lang som de er kommet med deres golf. Og alle deltagerne får også en rigtig landsholdspolo de kan have på, på dagen, samt bruge efterfølgende.

 

Du kan læse mere om DGU Junior Cup her

 

Landskampen, Nordic Junior Match

Tidligere har vinderne af DGU Junior Cup JC13-JC18 repræsenteret Danmark i en landskamp mod vore naboer i Sverige og Norge (Nordic Junior Match).  Fra sæsonen 2018 er dette lavet om, sådan at det nu er vinderne af årgangsmesterskaberne i hver årgang fra 2005 til 2002 hhv. drenge og piger samt den bedst placerede dreng og pige i årgange 2001 og 2000 ved DM Slagspil der skal repræsentere Danmark i denne match.

Denne ændring er lavet, da dette format minder mere om måden juniorerne kvalificerer sig til matchen i hhv. Norge og Sverige.

 

I 2018 skal landskampen spilles i Sverige. Datoen er endnu ikke fastlagt.