Foto: Hedeland Golfklub

Spil med-dagen 2017 – Hedeland Golfklub

30/08 - 2017 |

Antal deltagere: 36 - heraf 18 medlemmer

Søndag d. 20. august slog Hedeland Golfklub dørene op for alle der kunne tænke sig at prøve golf. Med 18 medlemmer til at hjælpe, var det nemt at have tid til at alle blev ordentligt introduceret til golfen. Dagen startede derfor med basistræning til alle nye golfere, så de havde det bedst mulige udgangspunkt inden der skulle spilles Texas Scramble på banen. Spilformen er en rigtig god måde at gøre det sjovere på, da man ikke kun kan fokusere på sit eget spil, men er nødt til at samarbejde med dem man spiller sammen med.

- Vi brugte kun 3 slag på alle huller undtaget et. Derudover brugte vi slagene fra alle mindst to gange på runden, fortæller Thomas Dinesen, som er medlem i Hedeland Golfklub og aktiv golfspiller.

Det var ikke kun medlemmerne der oplevede dagen som en rigtig stor succes. Alle ikke-golfere udtrykte glæde omkring arrangementet, trods at vejret bød på kraftig regn store dele af dagen.

- Når jeg er færdig med at danse ude på Bakken har jeg masser af tid til at begynde til golf, sagde Vivi Vodschou og fortsatte; - Det var også nogle meget behagelige unge mennesker vi var ude at spille med. Og dygtige.

 

Vi har stillet et par spørgsmål til Vicente Danielsen fra Hedeland Golfklub vedrørende dagen:

 

Hvordan fik I de deltagende til at komme?

- Vi sendte nyhedsbrev til vores medlemmer, hængte plakater op i klubhuset og lavede flyers som vi delte ud i klubben. Vi har også benyttet Facebook, hvor vi lavede et opslag, som vi boostede for at nå ud til flere. Personligt delte jeg også vores flyer ud til alle, der bare var det fjerneste relevant i forhold til Spil med-dagen. Spillere der kom og spillede vores pay & play bane i perioden op til dagen, fik også en invitation. Det var en rigtig stor succes, for så kommer man i kontakt med potentielle medlemmer, der har en fornemmelse af hvad golf kan tilbyde.

 

Hvad var dagens største succes?

- Den største succes var, da vi fik skybrudslignende regn så selv golfspillerne med udstyret i orden blev gennemblødt, og alle spillerne alligevel insisterede på at blive ude på banen og spille runden færdigt. Derudover var der også flere deltagende end forventet.