Spil med lejeforbedring og vinterregler

01/04 - 2019 | Nick Hüttel Olesen

Spil med lejeforbedring

Af og til oplever man perioder, hvor golfbanen er i en sådan stand, at den forhindrer fair play for spillerne. Det kan være skader fra tørke, fra en netop overstået vinter, eller et efterårsfænomen, hvor selv gode slag til fairway ender med mudder på bolden.

En golfklub eller turneringskomité må altid indføre spil med lejeforbedring, når banens stand kræver det. Det kræver en offentliggørelse af en midlertidig Lokalregel, og formålet er desuden at kunne fortsætte med at spille handicaptællende runder.

Det er dog vigtigt at understrege, at brug af en lokalregel om lejeforbedring skal begrundes i midlertidige problemer på banen, som forhindrer fair play for spillerne. Den midlertidige lokalregel skal ophæves, når de pågældende problemer er ophørt. 

Lokalreglen er således ikke en erstatning for permanent, manglende vedligeholdelse, men problemerne kan naturligvis godt være af længerevarende karakter, såsom langvarig tørke eller manglende vækst efter vinteren. Men tanken er, at problemerne skal løses, og ikke at dette løses med en tilnærmelsesvis permanent lokalregel om lejeforbedring. 

Skulle DGU blive underrettet om uberettiget anvendelse, kan sanktioner tages i brug, eftersom uberettiget anvendelse af lokalregler for lejeforbedring også kan have indvirkning på bedømmelsen af, om det korrekte grundlag er til stede for at kunne spille handicaptællende runder på banen.

Ordlyden til den midlertidige lokalregel (E-3) er - kort udgave:


“Når en spillers bold ligger i en del af det generelle område, klippet til fairwayhøjde eller lavere, må spilleren tage lempelse uden straf én gang, ved at placere en bold i et lempelsesområde der: har et referencepunkt ved boldens oprindelige sted, er på størrelse med et scorekort og i det generelle område, ikke nærmere hullet." Bolden må renses.

Eller i sin fulde længde:

“Når en spillers bold ligger i en del af det generelle område, klippet til fairwayhøjde eller lavere [eller identificér et bestemt område, såsom “på fairway på hul 6”], må spilleren tage lempelse uden straf én gang ved at placere den oprindelige bold eller en anden bold i og spille den fra dette lempelsesområde:

Referencepunkt: Boldens oprindelige sted.

Størrelse af lempelsesområdet målt fra referencepunkt: [Angiv størrelsen på lempelsesområdet, såsom en køllelængde, længden på et scorekort eller 15 centimeter] fra referencepunktet, men med disse begrænsninger:

Begrænsninger for placeringen af lempelsesområdet:

Må ikke være tættere på hullet end referencepunktet, og

Skal være i det generelle område.


Når der gøres brug af denne lokalregel, skal spilleren vælge et sted at placere bolden og anvende procedurerne for genplacering af en bold efter Regel 14.2b (2) og 14.2e. Bolden må renses.

Straf for at spille en bold fra et forkert sted i strid med lokalregel: Generel straf efter Regel 14.7a.” 

 

Se også: Standard lokalregel E-2.

 

Skulle klubben ønske at stille krav om spil fra MÅTTER eller lignende fra fairway for at beskytte banen, så forhindrer det ikke i sig selv, at der kan spilles handicaptællende runder.

Dog skal en tilhørende lokalregel være indført. Læs formuleringen her. 

 

Vinterregler


Når forholdene på banen gør, at der ikke længere kan spilles efter Golfreglerne og dermed ikke handicaptællende, og at banen tillige kræver beskyttelse, indfører mange klubber Vinterregler.

Vinterregler er oftest kendetegnet ved:

  • Der skal/må tees op på fairway
  • Der må lejeforbedres overalt på banen
  • Der spilles til vintergreens og med store huller

 

  • Hvilke Lokalregler kan afhjælpe dårlige baneforhold?

    I Den Officielle Guide til Golfreglerne findes alle lokalregler. af disse er specielt lokalregel E-2 og E-3 relevante her. 

    E-2: Rengøre bold

    E-3: Spil med lejeforbedring

    En kortere version af E-3 findes her: https://www.danskgolfunion.dk/manualer/ogg/2019/da/topic/10-8e-3

  • Kan området med lejeforbedring udvides til semirough og rough?

    Nej. 

    Det er ikke tilladt at indføre en lokalregel om lejeforbedring andre steder end "tætklippede områder". Den kan således ikke gælde rough og semirough. 

  • Må man "løfte, rense og genplacere" og samtidigt handicapreguleres?

    Ja.

    En Komité kan godt indføre en lokalregel om at løfte, rengøre og genplacere bolden og samtidigt handicapregulere. 

    En sådan lokalregel  må om nødvendigt godt gælde i rough og semirough - hele det generelle område. 

    Den præcise ordlyd for den anbefalede Lokale Regel findes her

  • Hvis forholdene er så dårlige at der ikke bør handicapreguleres?

    En komité kan godt vælge at indføre en lokalregel om spil med lejeforbedring for at få afviklet en turnering, men samtidig vælge at der ikke kan handicapreguleres da forholdene er for dårlige til det. 

    Der bør dog informeres om dette på forhånd.