Stor medieinteresse for Golf gavner i Nordjylland

01/11 - 2017 |

Dansk Golf Unions store omdømmekampagne omkring Golf gavner affødte flere artikler i Nordjyske med afsæt i Brønderslev Golfklub. I avisen var der en artikel omkring omdømmetprojektet og den store undersøgelse som DGU har fået lavet af Damvad Analytics. 

Her er kommunikationschef i Dansk Golf Union, Jesper Jürgensen bl.a. citeret for at sige: 

-Vi oplever, at golfklubber bliver set og oplevet som meget mere lukkede, end det vi kan se, når vi kommer rundt i klubberne. Når vi spørger danskerne, hvordan de oplever golfklubberne, så er der mange, der bruger ord som snobbesport, og at klubberne er meget lukkede. Det skal vi have ændret på, siger kommunikationschefen.

-Der er rigtig mange, der ikke har fået øje på, hvad golf kan gøre for dem. Og meget af det handler om fordomme. Kan vi nedbryde de fordomme og få løftet oplevelsen af sporten over til noget andet som motion, naturoplevelser og socialt fællesskab, så kan vi også rekruttere flere golfspillere, mener han.
 

Inden i avisen var der også en case med en lokal golfspiller, Anders Smedstrup Mortensen, der efter at fået konstateret diabetes har tabt sig 20 kilo med en kombination af diæt og golf. 

Anders Smedstrup Mortensen fra Brønderslev står som 39-årig og har fundet den sport, han agter at dyrke -og ikke mindst kan dyrke -resten af sit liv -og også et delvist ødelagt korsbånd gjorde det nødvendigt at gøre noget andet end begynde at spille fodbold.

Ni år efter han begyndte er han med diæter og tre ugentlige runder golf lettet for 20 kilo og føler sig langt mere sund og i balance end i sit tidligere liv. Sukkersygen er under kontrol med medicin, og han får, med tre runder golf ugentligt året rundt undtagen, hvis der ligger sne, al den motion, som lægerne gerne ser diabetes patienter får.

-Det bliver til mellem otte og 10 kilometer pr runde, og med baggen på ryggen eller i vogn foran mig, så kan jeg nemt brænde 1.000 kalorier af på en runde. Bare et drive svarer i energiudladning til en armbøjning, og hver gang jeg går en runde, har jeg tilbagelagt mellem otte og 10 kilometer -så med tre runder pr. uge svarer det faktisk til mere end en halvmaraton om ugen -selv om det selvfølgelig ikke helt er i samme tempo, forklarer han i Nordjyske.

 

I Brønderslev har golfklubben taget initiativ til et samarbejde med den lokale afdeling af Diabetesforeningen, som skal være med til at ændre på klubbens og golfsportens omdømme.  

-Vi slås fortsat med fordomme som, at golf er dyrt, og at det er en snobbesport. Det image er helt forkert, og det vil vi gerne gøre op med, siger næstformand i golfklubben Christian Grande til Nordjyske.

 

Han er med i et udvalg i klubben, der skal forsøge at sælge det gode budskab om, at golfen gavner -på mange måder.

-Vi har tidligere været med i nogle møder om muligheden for at lave begynderhold i golf, der henvender sig direkte til eksempelvis diabetikere. Dengang var ideen at starte et hold med diabetikere, der spillede golf, og så måle resultaterne op mod en gruppe, der ikke spillede golf. Nu er vi kommet så langt her i Brønderslev, at vi håber på at starte op til foråret. Og vi har fået positive reaktioner fra den lokale diabetesforening, siger næstformanden til Nordjyske.

 

Du kan læse artiklerne ved at følge nedenstående links. Vær dog opmærksom på at de ligger i Nordjyskes Plus som kræver abonnement. Du kan oprette et gratis 1 mdrs. abonnement for at få adgang til siderne.

Her er link til hovedhistorien

 

Link til historien med Anders fra Brønderslev

 

Skab opmærksomhed på jeres aktiviteter

Du kan også få skabt opmærksomhed på jeres initiativer. I Dansk Golf Union tog vi fat i Nordjyske for at synliggøre vores kampagne omkring Golf gavner og budskaberne om, at golf er med til at gøre det lettere at leve som diabetiker. Avisen var interesseret i at finde en klub eller case, som kunne illustrere de pointer, som undersøgelserne viser. 

- Men arbejdet med at kontakte mediet kunne lige så godt være gjort af den lokale golfklub og kan lige så godt gøres af enhver anden klub, der har en god kontakt til det lokale medie, siger Jesper Jürgensen, kommunikationschef i Dansk Golf Union.

 

Hvis du er interesseret i at skabe lokal omtale om sundhedseffekterne ved golfsporten kan du fx tage fat i de lokale medier i dit område.  

 

Du kan på danskgolfunion.dk/golfgavner se eksempler på hvilke budskaber du kan bruge til at kommunikere med de lokale medier omkring Golf gavner.