Thorbjørn Olesen styrker sin plads til OL

26/06 - 2016 | Dansk Golf Union

Med en delt andenplads ved BMW International Open fik Thorbjørn Olesen styrket sine muligheder for at blive en af de to mandlige danske golfspillere ved OL i Rio.

Thorbjørn Olesen leverede en flot præstation ved European Tour-turneringen BMW Classic i Tyskland, men den blev en anden skandinav svenske Henrik Stenson, der løb med sejren.

Men Thorbjørn kan alligevel glæde sig over sin delte andenplads, der rykker ham ind omkring Top 60 på verdensranglisten og dermed et stort skridt tættere på en af de danske pladser ved OL i Rio, der finder sted i august. Danmark har to mænd og to kvinder med ved OL og udover Thorbjørn ser det lige nu ud til, at den anden mandlige kandidat bliver Søren Kjeldsen.

 

- Det er godt for dansk golf, at vi nu for anden weekend har danskere med helt fremme i vinderbolden. Sidste uge var det Nanna Koertz Madsen som vandt en turnering og i denne uge tager Thorbjørn så en flot andenplads. Det må helt sikkert give ham selvtillid frem mod OL. Han har også taget et stort skridt en af de to pladser til OL. Der er nu kun en teoretisk mulighed for, at han kan blive overhalet af fx Lucas Bjerregaard eller Thomas Bjørn, hvis de som minimum lykkedes med at vinde en af de sidste to tællende turneringer, siger elitechef i Dansk Golf Union, Claus Mølholm.

 

BMW International Open er to gange tidligere blevet vundet af en dansker. I 2000 og 2002 vandt Thomas Bjørn turneringen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer