Tilmelding til Juniorugen 2018 er åben

06/12 - 2017 |

Juniorugen fik en god start i 2017, hvor over 1.300 børn blev introduceret til golf for første gang i deres sommerferie. Læs om alle de gode erfaringer fra de deltagende klubber, under Den gode historie.

Golfsporten bløder desværre fortsat juniorer, og vi har alle brug for at gøre en ekstra indsats her, så børn og unge bliver introduceret til vores dejlige sport, og kan få et liv fyldt med gode golfoplevelser, venskaber og klubliv. Juniorugen er et landsdækkende rekrutteringskoncept der som skrevet, blev lanceret sidste år, hvor Dansk Golf Union i samarbejde med golfklubberne tilbyder børn og unge at komme og prøve golfsporten og opleve livet i en golfklub.

Da vi ved, at mange klubber allerede nu lægger årsplanen for 2018, har vi åbnet for tilmeldingen til Juniorugen 2018. Juniorugen løber af stablen i uge 32 (6.–12. August 2018), men som klub er det ikke et krav, at der laves aktiviteter alle dage. Klubberne vælger selv, om man vil arrangere en, to eller flere dage med aktiviteter i denne uge. Dansk Golf Union vil være behjælpelige i form af sparring, udvikling af koncepter og materialer, hjælp til markedsføring, hjælp fra juniorkonsulenter - og så udleveres der goodiebags, som klubberne kan give til alle de deltagende børn, så de har et minde fra deres møde med golfsporten.

Vi håber at rigtig mange klubber ønsker at være en del af denne rekrutteringsaktivitet, så vi i fællesskab kan gøre børn og unge i Danmark opmærksomme på golf som sport.

 

Tilmeld klubben her

 

Der vil løbende blive informeret om Junioruge-tiltag i Klubnyt og på danskgolfunion.dk.

Læs mere om Junioruge-konceptet her