Undersøgelse kan hjælpe golfklubber i dialog med kommuner

24/10 - 2017 |

DIF har lavet en stor undersøgelse af idrættens vilkår og rammer i landets kommuner. 

Undersøgelsen kan golfklubberne i Danmark bruge til at skabe dialog med deres lokale politikere op til kommunalvalget den 21. november.  

Det er anden gang, at DIF Analyse undersøger idrættens rammer og vilkår i landets kommuner. Første gang var for fire år siden op til 2013-kommunalvalget. Undersøgelsen vurderer alle landet kommuner (undtagen de fem små ø-kommuner) på en lang række kvantitative og kvalitative områder og rangerer dem i forhold til hinanden.

Kommunerne er i undersøgelsen blevet vurderet på 21 parametre indenfor fire hovedområder: Frivillighed, faciliteter, økonomi (og rammevilkår) og idrætspolitik. Blandt andet via besvarelser af spørgeskemaer fra 2780 foreninger.

Som klubrepræsentant kan man se, hvordan ens klubs kommune ligger rangeret i forhold til andre kommuner, når det kommer til rammer og vilkår for idrætsforeninger.

- Hvis ens kommune ligger dårligt placeret, så er det et godt udgangspunkt for at gøre politikerne opmærksomme på, at idrætten skal have bedre vilkår. Hvis ens egen klub har nogle aktuelle udfordringer i forhold til kommunen, så er det et godt sted at tage udgangspunkt i en henvendelse til politikerne. Hvis ens kommune derimod ligger godt placeret, men man som klub har nogle aktuelle udfordringer, så kan man beskrive denne situation og slå på, at det er underligt, at lige netop golfklubben har disse udforinger, når resten af kommunens foreningsliv har det så godt, siger Jesper Jürgensen, kommunikationschef i Dansk Golf Union. 

Han understreger at hvis det går godt i ens kommune, og man selv oplever et godt samarbejde med kommunen, så kan undersøgelsen også være en god anledning til at kvittere for dette samarbejde og opfordre politikerne til at arbejde videre i det spor.

Ud over at kigge på det samlede regnskab, kan klubberne også rangere kommunerne i forhold til disse fire hovedområder: Faciliteter, økonomi, frivillighed og idrætspolitik. Hvis man eksempelvis har dårlige faciliteter, så kan det være relevant at se, hvordan ens komme ligger i forhold til andre kommuner inden for hovedområdet faciliteter.

 

Link til undersøgelse http://www.dif.dk/kommuneundersoegelse

Få inspiration til kontakten med kommunalpolitikerne op til KV2017

Besøg vores Golf gavner side og se hvad der er i værktøjskassen.