Vær med i Juniorugen og vind en C More klublicens til klubben

27/06 - 2017 | Henriette Krøyer

Juniorugen skal være med til at rekruttere nye juniorer til de danske golfklubber og sætte fokus på golfsporten blandt børn og unge. Det er et landsdækkende koncept, hvor de danske golfklubber tilbyder børn og unge at prøve golfsporten og opleve livet i en golfklub – og vi håber, at rigtig mange klubber har lyst til at være med. Hvad der sker i den enkelte golfklub under Juniorugen – antallet af dage og hvilke aktiviteter der gennemføres – bestemmer klubberne selv.

 

Husk at det ikke behøver at være en hel uge

Det behøver ikke at være svært og tidskrævende at være med i Juniorugen. En klub kan invitere sine seniorer til at tage deres børnebørn med ud i klubben til en lille turnering, eller lade de nuværende Juniorer invitere deres venner og veninder. Det skaffer børn til Juniorugen, som får nogle feriedage fyldt med sjove og seje aktiviteter og det giver nuværende medlemmer mulighed for at dele deres interesse og vise hvorfor golf er verdens bedste sport! Samtidig får man en masse samvær med personer man holder af.

Juniorugen løber af stablen i uge 31 (31. juli – 6. august).

 

Frivillige er guld værd

Juniorugen er også en chance for at stå sammen som klub, og udvikle klubmiljøet, på tværs af generationer, mens man samtidig giver en masse børn en fantastisk oplevelse. Juniorer er af stor værdi for en golfklub. De skaber diversitet og liv i klubberne, og har potentiale til at blive integrerede kræfter i klubben. På samme måde er de frivillige ude i klubberne vigtige og der bliver gjort store indsatser rundt omkring i de danske golfklubber. Alle kan bidrage - det at bage en kage er ofte også en stor hjælp. Det handler om at hjælpe lidt og stå sammen, så kan man som klub skabe noget unikt til glæde for både nuværende og kommende medlemmer.

Når man deltager i Juniorugen, vil Dansk Golf Union gerne give fire kasketter der kan deles ud til disse vigtige frivillige hjælpere ude i klubberne. Kasketterne har også den fordel, at Juniorugens logo er trykt derpå og således kan børnene hurtigt finde en voksen der kan hjælpe dem, hvis de har spørgsmål eller brug for hjælp.

 

 

Vind en C More licens til jeres golfklub

Dansk Golf Union har gennem sit partnersamarbejde med C More også fået en række klublicenser til storskæmsvisning af C More Golf, der bl.a. viser PGA-touren.

Golf på tv-skærmen i klubben kan ofte være med til, at samle medlemmerne uden for golfbanen og er en måde at skabe stemning i klubben og tilføre noget ekstra værdi til medlemmerne.
Dansk Golf Union ønsker på samme måde, at Juniorugen kan være med til at udvikle klubmiljøet, og som en ekstra gulerod, trækkes der derfor lod om fire C More klublicenser, blandt de klubber der har tilmeldt sig Juniorugen inden d.31 juli.

Vi håber at der er stemning for at stå sammen om at lave en sej Junioruge ude i klubberne og at børn i hele landet får øjnene op for golfen som sport, så vi kan få mange flere juniormedlemmer.

 

 

Hvad gør Dansk Golf Union

Dansk Golf Union kører en national markedsføringskampagne i perioden frem til Juniorugen for at gøre børn og unge opmærksomme på muligheden for at komme ud og spille golf. 

For klubber hvor det har interesse, er det i forbindelse med Juniorugen også muligt at få en juniorkonsulent tilknyttet, som kan være behjælpelig med vidensdeling, nye ideer eller blot ekstra hænder til at løfte arbejdet med at planlægge og gennemføre Juniorugen i jeres klub. Det er gratis at få tilknyttet en af DGU’s juniorkonsulenter, og kræver ikke andet end et ønske og en lyst til at gennemføre en succesfuld Juniorugeaktivitet.

DGU giver endvidere goodiebags der kan deles ud, til de børn og unge der deltager i jeres Junioruge. Den består af en mulepose med Juniorugens logo trykt stort på forsiden. I posen findes sjove og seje bolde, klistermærker, tees og lidt yderligere overraskelser.

Derudover kører vi en landsdækkende konkurrence hvor børn og unge bl.a. har mulighed for at vinde 3 Juniorgolfsæt og mange andre fede præmier.

DGU har udarbejdet en Juniorugen-guide til klubber og frivillige, som skal lette det praktiske arbejde med Juniorugen. Denne guide indeholder uddybende information om Juniorugen og konkret vejledning og hjælp til klubben. Det er håbet, at guiden kan være med til at lette det praktiske arbejde med Juniorugen ude i klubberne. Guiden indeholder bl.a. et inspirationskatalog med mulige aktiviteter. På baggrund af efterspørgsel fra klubberne, er guiden opbygget omkring håndgribelige opgaver, der skal løses for, at lykkes med aktiviteterne. Guiden indeholder endvidere konkrete skabeloner og materialer, der let kan anvendes direkte i planlægningen af Juniorugen.

Derudover er der adgang til grafiske materialer, der frit kan benyttes f.eks. i markedsføringsøjemed. 

Læs meget mere om Juniorugen i guiden her.

Tilmeld klubben til Juniorugen her