Vær med til at udvikle dansk juniorgolf

24/04 - 2018 | Henriette Krøyer

– Dansk Golf Union søger praktikant til turnerings- og udviklingsafdelingen

 

Brænder du for golf og har lyst til at arbejde med projektstyring og kommunikation?

Dansk Golf Union er en af de førende interesseorganisationer i sportens verden og arbejder for udbredelse og forbedring af mulighederne for golfsporten i Danmark.

I vores turnerings- og udviklingsafdeling brænder vi for at give klubber og golfspillere de bedste muligheder for at spille golf og har i særlig grad fokus på børn og unge.

 

Om jobbet 

I praktikperioden vil du komme helt tæt på dagligdagen i Dansk Golf Union og bruge din faglige viden i konkrete projekter. Du kommer bl.a. til at arbejde med to specifikke områder: 1) Juniorugen samt 2) afvikling af juniorturneringer. Du vil komme til at løse opgaver i form af vidensinsamling, kommunikationsopgaver, administration i Golfbox, opdatering af hjemmeside samt klubbesøg. Derudover kommer du også til at samarbejde på tværs af organisationen og der vil forekomme diverse ad hoc opgaver samt daglige praktiske gøremål.

 

Juniorugen

Juniorugen afholdes i uge 32 (6.-12 august 2018). Juniorugen er et landsdækkende rekrutteringskoncept, hvor Dansk Golf Union i samarbejde med golfklubberne tilbyder børn og unge at komme og prøve golfsporten og opleve livet i en golfklub.

I månederne op til Juniorugen har vi travlt med at arrangere, koordinere og kommunikere. Vi arbejder på højtryk, rådgiver klubber, kommunikerer via vores platforme og indgår i tæt dialog med klubber, sponsorer og andre interessenter. Alt sammen med det formål at gøre opmærksom på golfsportens mange muligheder og sikre kvalitetstilbud i de enkelte golfklubber. I uge 32 tager du aktiv del i Juniorugen og bruger det meste af ugen ude i golfklubberne. Når Juniorugen er gennemført, foretages en omfattende evaluering på både kvantitativt og kvalitativt niveau, som danner baggrund for udviklingen af Juniorugen som koncept i 2019. Du vil blive en del af dette projekt på alle niveauer.

 

Juniorturneringer

Det er også netop nu golfsæsonen for alvor skydes i gang, og vi står derfor overfor afviklingen af en række juniorturneringer i hele Danmark. I denne sammenhæng vil du få indgående kendskab til administrationssystemet Golfbox, bistå i vejledning af frivillige i klubberne samt tage del i en udviklende proces omkring kommunikation og synliggørelse af aktivitets- og turneringsgolf for juniorer i Danmark.

På begge områder er der stor mulighed for at påvirke egne opgaver, sådan at du i høj grad kommer til at beskæftige dig med opgaver der interessere dig og relatere sig til din uddannelse.

 

Din profil 

Først og fremmest har du en særlig interesse i sport, gerne golf, og for at bruge din akademiske nysgerrighed og stærke administrations- og kommunikationsevner i praksis.

Du er på sidste del af dit (kandidat)studie på et universitet eller en handelshøjskole, ambitiøs og på samme tid fleksibel i forhold til at løse de daglige opgaver. Du har bevist, at du er god til at formulere dig på dansk og er god til at sætte dig ind i nye emner og formidle viden til forskellige målgrupper. Du har lysten og viljen til at lære og har muligvis erfaring med projektarbejde. Det er en fordel hvis du kan lave mindre grafisk arbejde.

Om dig som person:

  • Du er energisk og ser muligheder
  • Du er praktisk orienteret
  • Du er serviceminded og samarbejdsorienteret
  • Du er struktureret, selvkørende og udadvendt.
  • Du engagerer dig og udviser ansvar for dine arbejdsopgaver

 

Vi vil bedømme dig ud fra dine personlige egenskaber, din faglige baggrund og motivation for at søge stillingen.

 

Arbejdstid og -sted 

Jobbet er på ca. 30 timer pr. uge, og vi tager hensyn til vejledningsmøder mv. Starttid, sluttid og arbejdstid er fleksibel og noget, vi aftaler nærmere i forhold til dine andre studieaktiviteter. Praktikstillingen kan også kombineres med et studenterjob.

Du vil primært arbejde på vores kontor. Vi bor i Idrættens hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby, men der vil også være mulighed for, at komme med ud i de danske golfklubber både i forbindelse med turneringer og Juniorugen.

 

Løn 

Praktikstillingen er ulønnet.

 

Ansøgningsfrist og varighed 

Praktikperioden er af 6 måneders varighed og kan påbegyndes når det passer dig.

Vi skal have din ansøgning inkl. CV i ét samlet dokument senest tirsdag den 17. juni 2018, men meget gerne før. Ansøgningen sendes til: mailto:rha@dgu.org

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Rikke Haurvig på telefon 4326 2705.

 

Læs mere om Dansk Golf Union på https://www.danskgolfunion.dk/