Der var optimisme og prisuddeling ved DGU's årlige repræsentantskabsmøde
Det meste af golfdanmark var samlet i Middelfart, da Dansk Golf Union i weekenden holdt det årlige repræsentantskabsmøde. I alt 111 af landets 188 golfklubber var tilstede på Comwell Middelfart.
Mødet var Jim Staffensens første som formand for DGU, efter at han blev valgt til posten for et år siden.
I sin beretning kunne han fortælle om en sport i fremgang. På trods af nogle svære år og et beskedent fald i medlemstallene, er der optimisme at spore. Europatour turneringen Made in Denmark har for alvor sat Danmark på golfens verdenskort, de danske spillere leverer flotte resultater over hele linjen og klubberne er ved at komme sig ovenpå finanskrisen.
På de interne linjer mundede repræsentantskabsmødet ud i en beslutning om, at DGU's bestyrelse fik bemyndigelse til at føre alle kommercielle aktiviteter tilbage til DGU fra DGU Erhverv A/S. Fremover skal der fokuseres på kommercielle aktiviteter, der understøtter de danske golfklubber og golfsporten samt salg af annoncer til magasinet Dansk Golf og til Golf.dk.
Vallø Golfklub havde stillet forslag om at alle golfspillere, uanset hvilken type medlemskab de har, skulle have ens DGU-kort. Tanken var, at det ville lette administrationen i forbindelse med skift af medlemskab. Ulempen ved sådan en ordning er, at det visuelt er sværere at se hvilket type medlemskab det enkelte medlem har. Efter en tæt afstemning blev forslaget forkastet.
Der blev også afholdt valg til bestyrelsen på repræsentantskabsmødet. Efter flere års tjeneste valgte Ib Dam Schultz og Aase Møller-Hansen at stoppe i bestyrelsen. Tre kandidater havde meldt sig til de to ledige poster. De gik til Helle Berit Kristensen, Hjørring Golfklub og Karin Thøgersen, Hedeland Golfklub.
Traditionen tro blev der også uddelt nogle priser i forbindelse med repræsentantskabsmødet:
Dansk Golfs ældste hæderspris gik til Flemming Astrup. Han er promoter og står bag den danske ECCO Tour samt europatour turneringen Made in Denmark.
Golfsportens Miljøpris gik til Samsø Golfklub for deres ihærdige arbejde med at lave en miljøvenlig golfbane. Blandt andet bruger de ikke pesticider, og de benytter i vid udstrækning vedvarende energi.
De to afgående bestyrelsesmedlemmer fik begge DGU's Guldnål.
For yderligere oplysninger kontakt:
Morten Backhausen
Direktør
Mobil: 2045 9323
Mail: mob@dgu.org
Se Dansk Golf Unions bestyrelse
Læs mere om Dansk Golf Unions Tema- og repræsentantskabsmøde 2015