I Breinholdtgård Golf Klub holdte de bedsteforældredage i Juniorugen 2017

Antal deltagere: 43 børn + bedsteforældre – heraf 35 helt nye børn
Antal indmeldelser: 8

Breinholtgård Golf Klub åbnede op for juniorer, bedsteforældre og børnebørn 5 dage i Juniorugen, hvor alle der havde lyst, til at prøve at spille golf var inviteret.

Breinholtgård Golf Klub tilbød træning hver dag man.-fre. fra 10-11, og derudover var der frit spil på par 3 banen. Alle der havde behov, kunne låne udstyr i proshoppen. To af dagene blev der spillet match om eftermiddagen med efterfølgende præmieoverrækkelse, det var en stor succes.

”Vi tog faktisk lidt den ”nemme løsning”, der var rigtig mange af vores frivillige som var på ferie og derfor havde vi ikke så mange hænder. Til gengæld oplevede vi, at ugen lå rigtig godt for alle deltagerne. Mange børn, forældre og bedsteforældre var på udkig efter noget at lave i den sidste del af børnenes sommerferie. Det passede perfekt ind i det koncept vi valgte, ift. at inviterer til bedsteforældredage. Det lykkedes vi rigtig godt med. Vores medlemmer tog rigtig godt imod tilbuddet og udnyttede hele dage på golfbanen sammen med deres børnebørn. Vi uddelte også en sodavandsbillet til alle børnene, det fungerede rigtig godt. Mange kom til træning om formiddagen og spillede derefter lidt sammen på par 3 banen, inden de satte sig i klubhuset og fik sodavand og hyggede. Om eftermiddagen spillede de turnering de dage, hvor der var planlagt dette.” fortæller juniorudvalgsformand, Pernille Porsholdt Dam.

Der var mest af alt fokus på at det skulle være sjovt, f.eks. bestod træningen af de uofficielle Klubmesterskaber i køllekast, tennis råb i træf øjeblikket, at slå bolde op over træer og under træer, cross country på par 3 banen og endda lidt fodbold. Vinderne fik en tur i traktoren rundt og samle bolde op. Derudover kom Mathias Gladbjerg, som er pro og Breinholtgårdspiller forbi og viste nogle fantastiske slag. En af dagene var det helt vildt regnvejr, men i Breinholtgård rykkede de ind i det indendørstræningslokale, hvor den stod på musik, golf, leg og karaoke. De børn der var blevet hjemme pga. regnvejret ærgrede sig efterfølgende helt vildt over, at de ikke havde været med. Eftermiddagsturneringerne blev spillet som texas scramble.

”Det var en rigtig god turneringsform, fordi man kommer frem på banen også selvom man er ny. Alle kunne spille 9 huller og tilmed få en god score og det var en kæmpe succesoplevelse for børnene. Denne matchform gav i det hele taget en meget positiv match. Turneringerne var vildt vigtige for, at vi lykkedes så godt med vores Junioruge, som vi gjorde. Der var små præmier, f.eks. en kop med tees og en bold til vinderne og børnene synes, det var fantastisk. Præmieoverrækkelserne var sådan en rigtig hyggestund og hyggen er alt afgørende.”

Juniorugen i Breinholtgård Golf Klub endte med at blive en succes, hvor 8 nye børn blev meldt ind i klubben. Klubbens medlemmer/bedsteforældre synes også, at det var nogle fantastiske dage.

”De snakker stadig om det, og siger hvor fantastisk vores arbejde var. Faktisk føler vi jo ikke, at vi gjorde så meget, det har rigtig meget med engagement at gøre, men det er dejligt, når klubbens medlemmer sætter pris det, der bliver lavet. Vi skal helt sikkert være med i Juniorugen igen næste år. Det er altid svært at lave ting første gang, men vi har haft en rigtig positiv oplevelse, vi kører nok videre i samme spor næste år, men vil gerne udvikle på det, så det bliver endnu bedre. Juniorugen har også givet klubben noget som helhed – en god stemning af, at det er fint at der er børn i en golfklub. Det har bidraget til at vi er én klub, om man er ung eller gammel.”

I Breinholtgård Golf Klub koster en juniormedlemsskab af par 3 banen 495,- kr. om året. Til Juniorugen kunne man melde sig ind resten af året for 100 kr. I dette medlemskab får man træning hver fredag, hvorefter der er hygge og noget at styrke sig på i klublokalet og så spilles der match. Der er små præmier hver uge. Derudover kan alle juniorer deltage i alle de juniorting der bliver arrangeret, f.eks. er der skøjtetur hver vinter. Samtlige af de 8 der meldte sig ind i Juniorugen kommer om fredagen og har givet udtryk for, at de også skal være medlem næste år.

Eksempel fra Breinholtgårds annonce i den lokale ugeavis